Arkitektvirksomheden Henning Larsen, der ved årsskiftet blev en del af Rambøll Gruppen, åbner nyt kontor i australske Sydney.
Det er kommet i stand efter et travlt forløb, hvor den danske tegnestue har vundet et bydels- og bygningsprojekt i byen; en opgave, der kræver, at virksomheden er til stede lokalt.
Adm. direktør Mette Kynne Frandsen hos Henning Larsen siger om det nye projekt, at der bliver tale om et 85.000 kvm stort højhusbyggeri i Sydney.
Licitationen - Byggeriets Dagblad har ikke mulighed for at bringe illustrationer fra projektet, da der endnu ikke er grønt lys fra bygherreside.
- Jeg kan ikke fortælle, hvad det hedder, men det skal placeres i den centrale del af byen. Og med det samme har vi fået god hjælp og sparring fra Rambøll, der allerede er til stede i Australien på andre discipliner, siger Mette Kynne Frandsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Kan trække på Rambøll
Hun kalder det et godt eksempel på, at virksomheden ikke behøver begynde fuldstændig forfra.
- Nu kan vi trække på Rambølls erfaringer derude, og vi har allerede kolleger i Sydney. Det giver også mulighed for, at vi dels er til stede på den konkrete kontrakt, men mindst lige så vigtigt, at vi får mulighed for at sætte et nyt kontor op i Sydney. Og være til stede på arkitektur, siger hun.
Dermed følger Henning Larsen i fodsporene på kendte danske arkitekter og tegnestuer som Jørn Utzon, 3XN og Schmidt Hammer Lassen, der alle har realiserede projekter down-under.
Vil vokse internationalt
I det hele taget forudser Mette Kynne Frandsen, at firmaet kommer til at vokse globalt.
- Det er ambitionen. Ikke sådan at forstå, at vi ikke fortsat vil arbejde herhjemme, for her kan vi forhåbentlig også bidrage med de erfaringer, vi høster globalt. Men det er en naturlig udvikling, at vi kommer til at tage flere markedsandele internationalt, siger hun.
Hvor store er jeres vækstambitioner. For eksempel i forhold til at åbne flere kontorer?
- Det ligger ikke i strategien, at vi skal åbne mange flere kontorer lige nu. Men der er en oplagt mulighed i Australien, som er båret af, at vi vinder det store projekt, og når man får sådan en chance serveret, så skal man gribe den, siger hun.
- Og så handler det om at sikre, at vi kan være tro mod den skandinaviske tradition, vi er rundet af, og at vi kan levere bæredygtigt design, tilføjer hun og kalder det også grunden til, at virksomheden ikke bare kan ansætte hvem som helst på kontorerne rundt om i verden.
- Vi skal stadig sørge for, at der er kulturbærende profiler på kontorerne i New York, Hong Kong og München. Og fremover også i Sydney. Det er vigtigt at vi får vores design forankret i det, vi kommer fra. Vi er et internationalt brand med skandinaviske rødder, og det er helt klart et konkurrenceparameter, når vi arbejder globalt, at vi ikke er så silotænkende, siger hun.
Erfaring kloden rundt
Henning Larsen har allerede sat flere kontorer op rundt om i verden.
Mette Kynne Frandsen understreger, at projektudviklingen i dag sker i meget tæt samarbejde med kunder og med byer, som typisk oplever stor tilstrømning af nye borgere.
- Det er ikke som i gamle dage, hvor man sad og tegnede for sig selv. At være et globalt arkitektbrand betyder, at vi både kan levere et smukt design, og er i stand til at forstå hvad det er, der skaber værdi for alle interessenter. Når vi vinder i Australien, vinder vi ikke en bygning; vi planlægger og designer et bæredygtigt kvarter i dialog med både by og investor, siger Mette Kynne Frandsen.
Henning Larsen åbner afdeling i Australien
Arkitektvirksomheden Henning Larsen åbner nyt kontor i Sydney. Det er en udløber af et vundet projekt på 85.000 kvm, der indeholder nyt bykvarter og højhuskompleks