REGION HOVEDSTADEN
GLOSTRUP
Skolerenovering
Glostrup Kommunalbestyrelse skulle på sit seneste møde tage stilling til udvidelse af Glostrup Skoles lokalekapacitet, herunder udvidelse af Ejbyskolen, omplacering af særklasser, fordeling af økonomi til kapacitetsudvidelse, økonomi til renovering samt give projekteringsbevilling.
Administrationen har udarbejdet en behovsanalyse, som giver et kvalificeret bud på, hvilke undervisningssteder, der vil få behov for ekstra klasselokaler i årene frem til 2024.
Det er blandt andet planen, at Ejbyskolens nuværende bygning skal optimeres til at kunne rumme syv klasser, og der skal opføres en tilbygning.
På Nordvang øges kapaciteten med seks klasselokaler, og på Skovvang optimeres den blå SFO til dobbeltanvendelse, og noget tilsvarende sker på Vestervang og på Søndervang.
ISHØJ
Renovering
Ishøj Byråd godkendte i september 2019 en omlægning af akutboliger på Ishøj Søvej 3 til fleksible akutværelser/afklaringspladser. Det har imidlertid vist sig, at en mindre del af Ishøj Søvej 3 er i en dårligere forfatning end først antaget, og derfor er det nu besluttet at justere projektet, så den del af bygningen, der er dårligere end forventet, rives ned og nyopføres.
ISHØJ
46 boliger
Ishøj Byråd har besluttet at sende forslag til lokalplan 1.80 Boliger ved Gadekæret i offentlig høring i otte uger.
Den nye lokalplan giver mulighed for at opføre cirka 46 boliger i mellem to og fire etager på hjørnet af Ishøj Stationsvej og Ishøj Parkvej i tilknytning til bebyggelsen Gadekæret.
Bebyggelsen er etageboliger med en base af rækkehuse i to etager, hvor der ovenpå opføres villaer med inspiration fra blandt andet funkisvillaen og længehuset. De er placeret om et åbent gårdrum, som er bebyggelsens opholdsareal på den østlige side af Mosegårdsstien. På den vestlige side ligger parkeringspladsen til bebyggelsen med adgang fra Ishøj Parkvej sammen med en to-etagers bygning med mindre boliger og fællesfunktioner til hele bebyggelsen.
Den nederste del af byggeriet opføres med en lys ensartet facade, mens den øverste del opføres i forskellige materialer med mørke farver, så bunden og toppen af bebyggelsen står i kontrast til hinanden. Den øverste del er forbundet af altangange og gangbroer med fælles friarealer, mens den nederste del har for- og baghaver.
LYNGBY
Renovering af boliger
Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelse har godkendt skema A for et renoveringsprojekt, som Samvirke, afdeling Toftebæksvej i Lyngby planlægger at gennemføre.
Afdelingen skal have nyt tag, nye døre og vinduer, have udskiftet brugsvandsinstallationer, renoveret af faldstammer, efterisoleret gavl samt udskiftet elevator.
Den samlede anskaffelsessum er opgjort til godt 43,8 mio. kr.
FREDERIKSSUND
Rækkehuse
Frederikssund Byråd har godkendt forslag til Lokalplan 133, som herefter sendes i offentlig høring.
Lokalplanen giver mulighed for opførelse af 29 nye rækkehuse på Færgevej 53 i Frederikssund. Boligbebyggelsen kan opføres i op til to etager og med taghaver på tagene. Forslaget er udarbejdet på baggrund af et skitseprojekt fra en projektudvikler.
REGION SYDDANMARK
FREDERICIA
Elevator
Fredericia Byråd har frigivet de 40 mio. kr., der er afsat på årets budget til Fredericia Sundhedshus.
Pengene skal blandt andet bruges på udskiftning og forbedring af elevatorer og til at istandsætte stueetagen i B-bygningen.
Dertil kommer blandt andet kloakreparationer, forbedring af parkeringsområderne og etablering af en træningsbane og en legeplads.
ERRITSØ
Skolerenovering
Fredericia Byråd har på budget 2020 afsat 1 mio. kr. til udarbejdelse af et oplæg til opgradering af de fysiske rammer til et moderne og tidssvarende undervisningsmiljø på Erritsø Fællesskoles afdeling Højmosen, og beløbet er nu blevet frigivet, så projekteringsarbejdet kan sættes i gang.
Selve renoveringen skal indgå i budgetlægningen for 2021-24. Projekteringsbevillingen til afdeling Højmosen skal også benyttes til udarbejdelse af planer for forbedring af de fysiske rammer på Frederiksodde Skole og Kirstinebjergskolen.
REGION MIDTJYLLAND
AARHUS
Boliger og erhverv
Aarhus Byråd har vedtaget Lokalplan 1083, Risskov Engby - bolig- og erhvervsområde ved Arresøvej og Lystrupvej i Risskov og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Lokalplanområdet er cirka 14,5 hektar stort og formålet med det nye plangrundlad er at give mulighed for at omdanne området til et blandet bolig- og erhvervsområde, hvor der kan opføres omkring 156.000 kvm bebyggelse, der vil rumme 1.600-1.700 boliger.
Området vil komme til at bestå af cirka 92 pct. boliger og cirka otte pct. lettere erhverv.
IKAST
Daginstitution
Ikast-Brande Byråd har godkendt forslag til lokalplan nr. 381 - Område til offentlig formål, Lysholt Allé, Ikast og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg.
Planforslagene er herefter sendt i otte ugers offentlig høring frem til 8. april. Der holdes borgermøde den 27. februar.
Det nye plangrundlag skal bane vej for opførelse af en integreret daginstitution, som skal erstatte det eksisterende dagtilbud i Sønderparken, der er ikke dækker de nødvendige behov, og som er nedslidt.
BRANDE
Tæt-lave boliger
Et lokalt byggefirma ønsker at opføre otte tæt-lave boliger på Enkehøj 62-66 i Brande. For at det kan lade sig gøre, er der udarbejdet forslag til nyt plangrundlag, som Ikast-Brande Byråd har godkendt med henblik på offentliggørelse.
Boligerne tænkes udført i et plan med fladt tag. Boligerne vil få et areal på mellem 113 og 136 kvm.
REGION NORDJYLLAND
AALBORG
Boliger
Aalborg Byråd har besluttet at sende forslag til lokalplan 6-1-112 Boliger Tingstedet Svenstrup i offentlig høring i fire uger.
Lokalplanområdet er på cirka 18.000 kvm, og den nye lokalplan skal give mulighed for at etablere åben-lave boliger i delområde A og tæt-lave boliger eller lettere erhverv i delområde B.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Glostrup, Ishøj, Lyngby, Frederikssund, Fredericia, Erritsø, Aarhus, Ikast, Brande og Aalborg