23948sdkhjf

Vindmøllevinge får nyt liv på Aalborg Havn

Vindmølleindustrien arbejder på højtryk med at finde ud af, hvad man skal gøre ved alle de vindmøllevinger, der skal kasseres i de kommende år.

Hos Aalborg Havn har man fået en ide, der måske kan sikre, at nogle af vingerne bliver genbrugt.

Her har man nemlig bygget et cykelskur ud af en kasseret vinge.

- Vi skulle have et nyt cykelskur, og så sad jeg og bladrede rundt på nettet for at se, hvad der findes. Så var der et rigtigt smart et i New York, hvor jeg tænkte, at det ligner da en vindmøllevinge, og så kom ideen jo, fortæller Brian D. Rasmussen, der arbejder med havnekonstruktioner og miljø hos Aalborg Havn.

Tonsvis af komposit
Inspirationen til konstruktionen skulle han ikke langt væk for at finde. Den største virksomhed i Aalborg, Siemens Gamesa, er nemlig nabo til havnen. Der er tale om en af verdens største vingefabrikker.

- Så tog jeg kontakt, og vi fik en vinge, hvor rod-enden skulle bruges til en test i Tyskland, men det midterste stykke kunne vi få til at lege med. Og derefter har vi så brugt et godt stykke tid til at finde ud af, hvordan den kunne tøjres, så den ikke flyver væk, hvad vi skulle skære væk, og hvordan med regnvand og så videre, forklarer Brian D. Rasmussen.

Han har selvfølgelig haft en del overvejelser om, hvordan cykelskuret kan bygges sikkert. For selv om komposit er et let materiale, er en vindmøllevinge en tung konstruktion, som er designet til at høste mest mulig energi ud af vinden, og ikke til at agere cykelskur på Aalborg Havn.

- Selvom vingen er en enormt stærk konstruktion på mere end 20 tons, så er den jo stadig designet styrkemæssigt til at være monteret i rodenden, og til at rotere i al slags vejr. Men når den så pludselig skal ligge på maven på to ”stole”, og vi i øvrigt skærer det meste af undersiden væk, så bliver den udsat for kræfter, som den slet ikke er designet til, forklarer Brian D. Rasmussen.

Lokale håndværker-kræfter
Konstruktionen har yderligere været kompliceret af, at vingeproducenterne ikke udleverer tegninger og data på vingernes konstruktion. Derfor måtte Brian D. Rasmussen tage helt anderledes primitive designmetoder i brug.

- Jeg lavede en model derhjemme i weekenden i pap og træ, og så begyndte jeg at skære i den for at finde ud af, hvordan man får en stabil struktur ud af det. For lige så snart man begynder at skære hul i et rør, så bliver det meget levende, siger Brian D. Rasmussen, der er uddannet civilingeniør, og dermed har forudsætningerne for at arbejde med statik og styrke.

Med modellen på plads var det tid til at hente håndværksmæssig hjælp ind til selve konstruktionen.

- Da jeg så havde en nogenlunde model for det, så satte vi en smed - Brunø Stål her i Aalborg - til at lave bæringer, som den skulle hvile på og skulle tøjres i. Og så fik vi lavet nogle betonfundamenter, så vi var sikker på, at den blev stående. Og så blev Kærsholm Diamantboring sat til at skære det væk, der ikke skulle bruges, forklarer Brian D. Rasmussen.

Nu har cykelskuret snart klaret sin første vinter på havnen i Aalborg, og Brian D. Rasmussen er godt tilfreds med resultatet.

- I stedet for at hakke en vinge i småstykker og bruge den til brændsel, kan man så lige så godt bruge den til noget andet. Den er både stærk og næsten uforgængelig – og så synes jeg faktisk også, at den er ganske smuk, konstaterer han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111