Cirka halvanden uge inde i konkursbehandlingen af B. Nygaard Sørensen A/S er det endnu uvist, hvad der skal ske med selskabet og de igangværende projekter.
- Vi er der, hvor vi er ved at have rimelig overblik over entrepriser og materiel fra byggepladser, fortæller Andreas Mylin fra Accura Advokatpartnerselskab, der er en kuratorerne på sagen.
- Vi er fortsat i drøftelser for at se, om vi kan få nogen til at tage entrepriser og overtage dele af virksomheden, fortsætter han.
Han fastslår over for Licitationen - Byggeriets Dagblad, at omkring 18 byggepladser er ramt af konkursen.
Antallet af interesserede ønsker han ikke at sætte tal på.
Er der en deadline for, hvornår drøftelserne skal være gennemført?
- Der er ikke en decideret deadline på. Men det er klart, at des mere tidsudfordrende forholdene bliver på de forskellige byggepladser, des mere pres kommer der på tiden, siger han og påpeger, at det er forskelligt, hvor langt de forskellige projekter er.
Om afklaring på overtagelse, fortsætter han:
- Vi vurderer indenfor to uger at have en vis nærmere afklaring af, hvad der kan sælges i dele af aktiver og aktiviteter.
Det afgørende i forhold til, hvem der eventuelt kommer til at overtage, er tempo og en potentiel købers mulighed for hurtige beslutninger, fortæller Andreas Mylin.
Mens der er ved at være overblik over aktiverne i selskabet - men ikke nødvendigvis deres værdi -, er der for nuværende ikke overblik over gælden, da den for en del kreditorer ikke kan opgøres endnu, fordi konkursbehandlingen alene er halvanden uge henne, oplyser Andreas Mylin.
Dermed er det heller ikke muligt at sige noget om, hvad der forventes at blive udbetalt i dividende, fortæller han.
Han ønsker ikke at sætte beløb på de fysiske aktiver.
- Hvis vi gjorde det, ville vi fortælle, hvad mulige købere forventer at kunne få aktiverne til. Vi ser på indkomne tilbud, forklarer han.
Part i flere Voldgiftssager
Han oplyser, at entreprenøren har haft flere sager i Voldgiften. Flere omhandler de fugtsugende MgO-plader, men ikke alle:
- Vi vurderer, om der er sager, hvor vi kan få penge til kreditorer. Om det giver økonomisk mening at køre videre.
- Der vil være nogen, hvor det giver mening at fortsætte. Hvor der er penge til gode, siger Andreas Mylin uden at sætte antal på sagerne.