Nyt Hospital Hvidovre er et af de byggeprojekter, som er påvirket af B. Nygaard Sørensen A/S’ konkurs i forrige uge.
Arbejdet på Herlev-entreprenørens storentreprise på facadelukningen til knap 100 mio. kr., står nemlig stille.
Det fortæller Region Hovedstadens senior projektleder på nybyggeriet, Hans Harding Møller, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han oplyser, at B. Nygaard Sørensen har hentet 10 underentreprenører ind til at stå for forskellige dele af arbejdet, og dem skal bygherren nu rundt til for at få overblik over konkursens betydning.
- I nogle tilfælde vil vi måske kunne overtage kontraktforholdene med underentreprenørerne, mens vi i andre - afhængigt af den økonomiske størrelse af arbejderne og reglerne her - må ud i nye udbud, siger han.
Han vurderer, at udbud skal på tale i to-tre tilfælde afhængigt af, om nogle af underentreprenørerne eventuelt selv bukker under grundet B. Nygaard Sørensens konkurs.
Når det gælder arbejderne, så forklarer Hans Harding Møller, at facaderne er opbygget af kassetter med vinduer, og at arbejdet her stort set er gennemført. B. Nygaard Sørensen har også ansvaret for aluminiumsbeklædningen udenpå, og her er arbejdet kun knap halvt færdigt, lyder det.
Derudover skulle B. Nygaard Sørensen blandt andet stå for isoleringen af en parkeringskælder - et arbejde, som endnu ikke er begyndt.
Værst for underentreprenører
Mens facadearbejdet står stille, fortsætter arbejdet indvendigt på hospitalet ufortrødent, understreger Hans Harding Møller og fremhæver, at Herlev-entreprenørens konkurs rammer underentreprenørerne hårdere end hospitalet.
- Heldigt for os, så er bygningen lukket, og derfor kan arbejderne indvendigt stadig udføres, siger han og fortsætter:
- Det er rigtig synd for de ramte underentreprenører. Flere af dem er hårdt ramt.
Konkursen har imidlertid givet ekstra lange arbejdsdage for projektledelsen. Blandt andet med at få overblik over, hvilke materialer der er hvis i forhold til behandlingen af konkursboet.
Om hele situationen, siger han:
- Hvis ikke jeg var rolig af natur, så var jeg nok gået i panik. Det er meget frustrerende.
Da de indvendige arbejder forsat kører, er der ikke bekymring omkring tidsplanen:
- Vi har heldigvis tid at løbe på. Det var meningen, at facadearbejdet skulle være færdigt før de andre arbejder på hospitalet. Nu bliver de i værste fald færdige samtidigt, siger Hans Harding Møller.
Han oplyser, at entreprenørerne skal være færdige i juni næste år. Derefter kommer bygherreleverancer og arbejde med at teste bygningen, inden ibrugtagning kommer på tale i 2022.
Kan ramme økonomien
Mens tidsplanen ikke umiddelbart er i fare, er indvirkning på økonomien en anden sag.
- Spørgsmålet er, om vi kan få de samme priser, hvis vi skal have andre ind til at færdiggøre arbejdet, forklarer Hans Harding Møller.
Han påpeger, at der er noget at hente på sikkerhedsstillelse men ikke nødvendigvis alt.
- Så et eller andet kommer det nok til at betyde for økonomien. Men det bliver ikke mange penge i det store spil, siger han.
Hospital er ramt af BNS-konkurs
B. Nygaard Sørensen har haft storentreprisen på facadelukningen på Nyt Hospital Hvidovre. Et arbejde, som nu står stille