Der bliver ikke produceret stenuld på Rockwools to kinesiske fabrikker i henholdsvis Jiangsu og Guangzhou lige for tiden.
Årsagen er det frygtede coronavirus, som indtil videre menes at have kostet op mod 600 kinesere livet og har sat store dele af landet i stå.
- Efter det kinesiske nytår vil vi fokusere på at beskytte vores medarbejdere, og det vil formentlig betyde, at vi holder dem hjemme i en periode, siger Rockwools topchef Jens Birgersson til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han tilføjer, at det er usikkert, hvor længe fabrikkerne vil blive holdt lukket.
- Det afhænger af, hvordan virussen udvikler sig. Men vi prioriterer vores medarbejderes sikkerhed højt. Vi bekymrer os ikke om, hvor meget vi producerer, siger han.
Begrænset effekt
Selv om situationen i Kina er alvorlig, har den ifølge Jens Birgersson kun begrænset effekt på isoleringskoncernens samlede forretning.
- Vi er faktisk ikke så store i Kina, så det er meget sjældent, at Kina påvirker vores globale nøgletal ret meget. Selv om vi har to fabrikker derude, er det ikke en kæmpe forretning, siger Jens Birgersson.
Topchefens kommentarer falder i kølvandet på Rockwools årsregnskab, der blev offentliggjort onsdag.
Her meldte isoleringskæmpen om vækst i omsætningen på 2,2 pct. til 20,7 mia. kr. i 2019, mens driftsindtjeningen (EBIT) steg med 9 pct. til ca. 2,8 mia. kr.
Der er ikke separate omsætningstal for det kinesiske marked i Rockwool-regnskabet. Jens Birgersson ønsker heller ikke at fortælle, mange medarbejdere, koncernen beskæftiger i Kina.
Lokale råvarer
Men direktøren oplyser, at Rockwool i Kina sidste år mærkede effekten af handelskonflikten med USA.
- I fjerde kvartal begyndte det kinesiske marked så at vokse, men nu har vi coronavirus, hvilket i sammenhæng med det kinesiske nytår vil betyde, at vi ikke kommer til at vokse i Kina i første kvartal, det er vi helt sikre på, siger han.
Jens Birgersson peger på, at Rockwool henter langt de fleste råvarer til produktionen tæt på fabrikkerne. Dermed påvirker situationen i Kina ikke andre markeder, understreger han.
- Mindre end 10 pct. af vores forretning krydser toldgrænser, og vi har for det meste lokale medarbejdere i den lokale produktion. Så for os er det ikke et problem at skære ned på rejseaktiviteter. Effekten på os er stort set begrænset til, hvad der sker land for land. Så det er ikke en Rockwool-epidemi, siger direktøren og fortsætter:
- Vi tilpasser os blot de lokale forhold og sikre, at vi ikke rejser i de røde zoner. Det er ingen stor sag for os.
Købte kinesisk fabrik i 2018
I november 2018 oplyste Rockwool, at den havde opkøbt den kinesiske virksomhed Yangzhou Kewo Energy Conservation New Materials, der har en produktionsfacilitet 200 kilometer nordvest for Shanghai og beskæftiger 140 medarbejdere.
Dengang oplyste Rockwool, at forventningen var, at det kinesiske opkøb ville bidrage med en årlig omsætning på omkring 224 mio. kr.
Når det gælder øvrige markeder, har Rockwool oplevet god vækst i Vesteuropa, særligt i Frankrig og Storbritannien. Der var også fremdrift på markederne i USA og Rusland. Til gengæld gik det langsommere i Tyskland, Østeuropa og Asien, fremgår det af årsrapporten.
Men overordnet er Jens Birgersson godt tilfreds med resultatet i 2019, og investorerne kvitterede ligeledes ved at sende Rockwool-aktien op efter regnskabet.
- Vi har haft den højeste omsætning nogensinde og også den højeste EBIT, og marginen er meget god, siger han.
Store markedsudsving
2019 var dog præget af en del markedsudsving, blandt andet forårsaget af handelsspændingerne mellem USA og Kina, som påvirkede en række markeder.
I 2020 forventer Rockwool encifret omsætningsvækst i den lave ende og en overskudsgrad omkring 12 pct. - lidt under sidste års 13,5 pct.
Og volatiliteten i markederne ser ud til at fortsætte, vurderer topchefen. Han øjner dog også vækstmuligheder i klimaindsatsen - ikke mindst som følge af den europæiske ’Green Deal’, som sætte retningen for, at EU kan blive klima-neutral i 2050.
- Grundlæggende ser jeg en ny tilgang til klimapolitik i mange lande, men jeg tror ikke på bred vækst over alle markeder, som vi så det i 2018. Jeg ser ikke noget, som radikalt har forandret sig i verdensøkonomien. Østeuropa vil formentlig fortsætte med at falde i en periode, men der er muligheder for i næsten alle markeder, at tingene kan ændre sig både til det bedre og det værre, siger Jens Birgersson.
Coronavirus lukker Rockwools fabrikker i Kina
Isoleringskoncernen har lukket produktionen i Kina ned indtil videre som følge af coronavirus