Hos Bravida Danmark kommer det ikke som en overraskelse, at Lindpro er blevet solgt.
Men prisen på de 265 mio. kr., som køber Kemp & Lauritzen er blevet enig med sælger MT Højgaard om er dyr, lyder det fra Bravida-topchef Johnny Hey:
- For os har det længe været kendt, at Lindpro ad flere omgange har været ved at blive solgt, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad og fortsætter:
- For nogle år siden var vi selv tæt på at overtage Lindpro, men vi kunne ikke blive enige i slutfasen.
Han fortæller, at Bravida denne gang også har "været lidt med i processen".
- Vi troede, det ville ryge ud i budrunde. Hvis vi var blevet spurgt konkret, så ville vi gå ind og tage en vurdering af det, siger han og understreger samtidigt, at de ikke var gået med på en pris på 265 mio. kr.
- Det er en alt for høj prissætning for den forretning, mener han og fremhæver, at Lindpro "ligger med næsten ingen indtjening".
- Jeg havde nok nærmere set en pris, der lå på det halve, fortsætter han.
Ifølge virksomhedens seneste regnskab har Lindpro i 2018 omsat for 784,4 mio. kr., mens resultatet før skat var på negative 2,9 mio. kr.
Året før var omsætningen på 840,1 mio. kr. og resultatet før skat i et plus på 18 mio. kr.
Om Johnny Heys udmelding, siger Kemp & Lauritzens adm. direktør, Peter Kaas Hammer:
- Han må prissætte de ting, han køber op, og så prissætter vi de ting, vi køber op.
Tror på godkendelse
Mens Johnny Hey mener, at prisen, der er aftalt for Lindpro, er for høj, så synes han, det er godt for branchen med en konsolidering.
- Jeg synes, der er for mange mellemstore virksomheder. Det gør, at markedet bliver svær at konkurrere i, fordi der hele tiden er nogen, der vil gå ned på pris, siger han.
Han er ikke nervøs for konkurrencen efter opkøbet.
- Vi ser ikke for os, at det her får den store indflydelse, lyder det.
Samme melding kommer fra Brian Ludvigsen, adm. direktør i Wicotec Kirkebjerg, som er ejet af Per Aarsleff Holding.
- Det er klart, at de (Kemp & Lauritzen, red.) volumenmæssigt bliver den klart største aktør, men de har stadigvæk en begrænset markedsandel. Jeg tror ikke, markedet vil opleve den store forskel, siger han.
Over for Licitationen - Byggeriets Dagblad har Peter Kaas Hammer selv oplyst, at Kemp & Lauritzen med opkøbet fortsat har en markedsandel under 10 pct.
Om betydning for Wicotec Kirkebjerg, siger Brian Ludvigsen:
- Vi har en strategi og målsætning, vi går benhårdt efter. Der vil det her ikke have nogen indflydelse overhovedet
Han ønsker ikke at kommentere på Lindpro-prisen eller på, om Wicotec Kirkebjerg er blevet spurgt, om de ville være interesserede i et opkøb af Lindpro.
Til gengæld er han - lige som Johnny Hey - ikke overrasket over salget.
- MT Højgaard har ikke været blege for at melde ud, at de fokuserer på deres kerneforretning, siger han.
Hverken Bravida eller Wicotec Kirkebjerg ser udfordringer i forhold til konkurrencemyndighedernes godkendelse af Lindpro-opkøbet.