I december sidste år fik betonproducenten Unicon A/S - efter mange års intenst arbejde - byggetilladelse til at opføre en ny fabrik i Farremosen i Allerød.
Fabrikken skulle opføres i år, så den kunne erstatte virksomhedens fabrik i Hillerød. Her har produktionen siden 2002 kørt på dispensation, fordi værket støjede for meget.
Men flyttekasserne pakkes nu væk igen.
Unicon fortsætter nemlig med produktion i Hillerød fremfor at flytte til Allerød, som ellers hidtil har været planen.
- Der er opstået nogle teknologiske muligheder, der gør, at vi fremover kan overholde støjgrænserne ved optimal produktion uden behov for den nuværende dispensation i Hillerød, og derfor bliver vi boende, siger Steen Dahlgaard, der er projektchef i Unicon A/S, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Projektchefen fortæller, at teknologien dækker over hybrid-roterlastbiler til transport af beton, som gør det muligt at påfylde og aflæsse beton med et lavere støjniveau og mindre CO2-udledning.
Det er blandt andet de nye lastbiler, der gør det muligt for virksomheden at få støjen reduceret, så de kan overholde støjgrænserne og blive boende i Hillerød.
- Ved el-drevet teknologi til processen med påfyldning og aflæsning undgår man anvendelse af den dieseldrevne motor, som i dag larmer ret kraftigt, siger Steen Dahlgaard.
Overholder støjgrænser
Da virksomheden blev opmærksomme på teknologien, fik de foretaget en støjrapport fra støj-målingsfirmaet Miljøakustik. Den viser, at Unicon kan overholde støjgrænserne og miljøgodkendelsen på Falkevej i Hillerød, hvis Unicon anvender hybrid-roterlastbilerne og nye støjabsorberende materialer til støjisolering af vaskepladsen i kombination med støjafskærmning om hele arealet.
Og det er, hvad virksomheden nu har tænkt sig at gøre.
- Når den største byggeaktivitet i Nordsjælland findes i Hillerød, så har vi af hensyn til både miljø- og CO2-påvirkningen, trafiktrængslen og transportomkostningerne fra de cirka 6.000 årlige transporter fra Unicon en forpligtelse til at revidere beslutningen om at flytte produktionen til Allerød, når vi har fået dokumentation for nye muligheder for støjsvag og effektiv produktion i Hillerød, siger Steen Dahlgaard.
Derfor har Unicon meddelt Allerød Kommune, at deres planer om at bygge nyt værk i kommunen ikke længere er aktuelle.
Fem lastbiler er bestilt
I stedet har virksomheden bestilt fem hybrid-lastbiler og påbegynder inden længe opgraderingen af værket i Hillerød, så Unicon ikke har behov for at forlænge dispensationen, som udløber til nytår.
Lastbilerne ankommer til Danmark i løbet af sommeren og er de første af sin slags i Europa.
- Unicon bliver forventeligt den første beton-producent i hele EU, som i 2020 begynder at anvende den nye støjsvage hybrid-roterlastbil, som også har en reduceret CO2-udledning, siger Steen Dahlgaard.
Hillerød bliver dermed Unicons første fabrik med hybrid-biler.
- I de kommende år vil vi gradvist udskifte vores flåde med mere miljøvenlige biler, fortæller Steen Dahlgaard, som ikke ønsker at oplyse den samlede pris for at blive boende i Hillerød.
- De fem hybridbiler er lidt dyrere end de almindelige biler, men det er vi villige til at ofre. Vi er glade for at ligge i Hillerød. Vi tror også på, at det er den vej, teknologien går, og derfor kan man sige, at det er en fremtidsinvestering, siger han.
Steen Dahlgaard oplyser, at virksomheden kan blive liggende på Falkevej i Hillerød, hvis "vi overholder betingelserne i vores miljøgodkendelse".
Hos kommunen modtog man i fredags støjrapporten, og den læses lige nu igennem. Her vil man dog ikke give et klokkeklart svar på, om virksomheden faktisk kan blive boende.
- Umiddelbart ser det rigtigt ud, men vi er nødt til at sagsbehandle grundigt. Vi har indbudt Unicon til et møde, og det forventer jeg kommer til at ske i begyndelsen af næste uge. Men vi har ikke truffet nogen afgørelse endnu, og vores politiske udvalg er ikke oplyst endnu, siger Lone Henriksen, der er sektionsleder for miljø og byg ved Hillerød Kommune.
Allerød var næstbedst
Der har længe været borgerprotester i Allerød Kommune omkring at bygge industri i Farremosen - altså her, hvor Unicon egentlig skulle have bygget fabrik.
Indsigelsesperioden på Unicons byggetilladelse i Allerød udløb i torsdags, men det er ikke på den baggrund, at Allerød er blevet valgt fra, understreger Steen Dahlgaard.
- Der er ikke kommet nogen indsigelser. Det er helt tilfældigt, at den her mulighed pludselig er kommet, og den har vi altså grebet, siger han.
Det har ikke kun taget mange timer at få en byggetilladelse igennem i Allerød Kommune. Det har også kostet Unicon omkring to mio. kr.
Det er dog ikke værd at græde over, for Hillerød har hele tiden været førsteprioritet.
- Det her er blevet plan A. Det er jo en helt ny mulighed, og den har vi taget. Indtil for nyligt var det ikke en mulighed at blive i Hillerød. Men da Hillerød er det strategisk bedste sted for os at være, så vi er glade for, at den her mulighed er kommet, siger Steen Dahlgaard.
Hos Allerød Kommune har man ikke mange kommentarer til, at Hillerød er blevet valgt.
- Det er jo bare en virksomhedsbeslutning, og så kommer der jo nok noget andet i stedet for hos os. Flere kommentarer har vi egentlig ikke til det, siger kommunens kommunikationsansvarlige, Rahime Turan.
Unicon dropper ny fabrik
Betonproducenten Unicon flytter ikke fra Hillerød til Allerød som planlagt. Fabrikken i Hillerød opjusteres i stedet med ny teknologi, så støjkrav overholdes