23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Rambøll øjner vækst på skinner

Danmarks største rådgivervirksomhed har vundet en rammeaftale om jernbanesikkerhed med Femern og satser på at løse flere internationale baneopgaver de kommende år

Der er lovende perspektiver for rådgiverbranchen på jernbaneområdet. Det er vurderingen hos Rambøll, som netop har vundet en rammeaftale om jernbanesikkerhed med Femern A/S til 30 mio. kr.



Landets største rådgivervirksomhed skal som led i rammeaftalen levere ingeniørrådgivningsydelser inden for jernbanesikkerhed for de to elektrificerede jernbanespor, der skal anlægges i forbindelse med den 18 km lange sænketunnel under Femern Bælt.



Og hos Rambøll ser Torben Arnbjerg-Nielsen, direktør for Baneaktiviteterne hos Rambøll i Danmark, store perspektiver i rammeaftalen.



- Femern er en interessant kunde, og vi er glade for de opgaver, vi løser for Femern. Det er et område med meget store perspektiver for os helt generelt, hvor vi ser vækstmuligheder. Og vi ser også, at det er et område, hvor man kan arbejde på tværs af landene, fordi man arbejder ud fra nogle fælles europæiske standarder, siger Torben Arnbjerg-Nielsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.



Ud over den nye jernbaneaftale, er Rambøll ledende rådgiver på den 18 kilometer lange tunnelforbindelse under Femern Bælt.



Bred erfaring

Ifølge Femern A/S faldt valget faldt på Rambøll, da deres rådgivere har dokumenteret stor erfaring inden for opgaver relateret til jernbanesikkerhed og den godkendelsesproces, Femern står overfor.



- Der er jo nogle meget præcise processer inden for EU omkring jernbanesikkerhed, som man skal opfylde. Og det er nogle bestemte metoder, som Rambøll har stor erfaring med fra bl.a. Banedanmark og tyske projekter. Dermed kan de give os rådgivning både fra dansk og tysk side for at sikre os, at vi opfylder lovgivningen fuldt ud på begge sider af Bæltet, siger Jens Ole Kaslund, teknisk direktør i Femern, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.



Internationalt perspektiv

Rambøll i Danmark har i forvejen bred erfaring med at rådgive aktørerne på jernbaneområdet, dvs. både Banedanmark, DSB, Metroen og Letbanerne.



- Men det er også et område, hvor vi ser et stort internationalt perspektiv, siger Torben Arnbjerg-Nielsen.



Han ønsker ikke at oplyse, hvor stor en del af Rambølls samlede forretning i dag relaterer sig til jernbaneområdet.



Men Rambøll har allerede løst en række rådgivningsopgaver på baneområdet i eksempelvis Storbritannien, Australien, de nordiske lande og Tyskland. Og ikke mindst det tyske marked ser lovende ud ifølge Torben Arnbjerg-Nielsen.



- Det er klart, at når vi kigger på de store udbygningsplaner, der er i Tyskland, så er det noget, vi kommer til at forfølge, siger han med henvisning til de udmeldinger, der er kommet fra den tyske regering.



Tysk megainvestering

Herfra lød det så sent som i januar, at Tyskland over de næste 10 år vil investere 86 mia. euro svarende til 643 mia. kr. i en modernisering af landets jernbanenet - den største baneinvestering i landets historie.



Investeringerne sker som led i en større plan, der skal få tyskerne til at vælge grønnere transportformer. Planen er ikke kun at opgradere skinner, broer og togvogne, men også at udbygge kapaciteten og elektrificere flere jernbanestrækninger.



Ud af de 86 mia. euro vil den tyske stat finansiere 62 mia. euro, mens statsejede Deutsche Bahn skal komme med 24 mia. euro.



Det tyske eksempel kan ses som et tegn på, at den globale klimadagsorden medvirker til at understøtte jernbaneinvesteringer over hele verden, mener Rambøll-direktøren.



- Jernbanen er jo en bæredygtig transportform, så der er ingen tvivl om, at banen nyder godt af den bæredygtighedsdagsorden, siger han.



Dansk infrastrukturplan på vej

Herhjemme indgik den daværende VLAK-regering i foråret 2019 en aftale med DF om at investere i alt 112,7 mia. kr. i en langsigtet plan for investeringer i infrastruktur, herunder jernbaner. Socialdemokratiet kom også med et udspil, der afsatte omkring 70 mia. kr. frem mod 2030 alene til nye projekter.



Men efter partiet vandt regeringsmagten i sommer, meldte den nye transportminister Benny Engelbrecht ud, at den tidligere regerings investeringsplan var annulleret.



- Vi starter med et blankt papir. Vi har lagt op til, at der skal laves bred infrastrukturaftale. Det er mest fair, at vi starter forfra og inviterer alle med. Ingen vil blive mødt i døren og få at vide, at de ikke er velkomne, lød det dengang fra Benny Engelbrecht.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.203