I går havde Lars Bork Hansen, 49, første arbejdsdag som direktør for Byggeri-afdelingen hos ingeniør- og arkitektvirksomheden Sweco Danmark.
Han er hentet fra entreprenørvirksomheden MT Højgaard, hvor han kommer fra en stilling som vice president med ansvar for divisionen Design & Engineering og Virtual Design & Construction.
Lars Bork Hansen er ikke et ukendt ansigt i Sweco, hvor han fra 2000-2015 var ansat som afdelingsdirektør med ansvaret for Design Sjælland i Carl Bro/Grontmij, som senere skiftede navn til Sweco.
Nu er han tilbage for at lede byggeriforretningens seks afdelingsledere og knap 300 medarbejdere.
Og han siger allerede nu, at det bliver med et øget fokus på blandt andet integreret rådgivning og tværfaglige samarbejder.
- Jeg kommer tilbage til en virksomhed, hvor vi siden sidst har fået en ny, stærk ejer, som ved, hvad de vil. Der er et endnu større fokus på markedet, og på at være tæt på kunderne, hvilket er meget i tråd med min måde at arbejde på. Det er de stærke relationer, vi lever af, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han tilføjer, at bæredygtighed og FNs Verdensmål bliver markante omdrejningspunkter for det kommende år:
- En af de vigtige opgaver bliver at hjælpe kunderne til at gøre verdensmålene håndgribelige, jordnære og brugbare. Vi skal spore os ind på, hvad målene betyder for kunden, siger han.
Tilbage til rådgiveren
For Lars Bork har de sidste fem år handlet om at optimere og digitalisere processer med henblik på at skabe det optimale for entreprenøren og bygherrerne - to store kundegrupper i Sweco.
- Jeg ser frem til at bringe min viden i spil i en virksomhed, som tilmed er frontløbere inden for integreret rådgivning, siger Lars Bork Hansen, der i flere år har arbejdet med området ’architectural engineering’.
Sæt turbo på
Han glæder sig til at være med til at "sætte turbo på strategisk samarbejde og vækst", som han formulerer det.
- Jeg ser frem til at bringe min viden i spil og konvertere mit store netværk i byggebranchen til konkrete opgaver, tilføjer Lars Bork Hansen.
Hvordan kombinerer du dit ønske om at være tæt på kunderne med opgaven med at skulle lede 300 medarbejdere?
- Kunsten ligger i at gøre begge dele, blandt andet med stor respekt for de kompetencer, der er hos medarbejderne. Derudover forventer jeg et godt samarbejde med lederne af de seks forretningsområder i afdelingen. Så jeg forventer at gå ydmygt til opgaven og få indsigt i organisationen og ud fra det sætte retningen i samarbejde med medarbejderne, siger Lars Bork Hansen til Licitationen.
En del af noget større
Han glæder sig over at være ombord i en virksomhed, der var frontløber i den opkøbsbølge, der fulgte efter Swecos opkøb af Årstiderne Arkitekter.
- Jeg kender på egen krop følelsen af at blive en del af noget større og hvad det betyder for en virksomheden, siger Lars Bork, der også forudser, at den opkøbsbølge og konsolideringer i branchen, der sker nu, vil fortsætte lidt endnu.
- Virksomhederne bliver færre og større og alt tyder på, at one-stop-shopping ikke har toppet endnu. Det vil også sikre Danmark større gennemslagskraft og bedre muligheder på det internationale marked, siger Lars Bork Hansen.
Ny byggeridirektør forudser flere opkøb hos rådgiverne
Sweco Danmark har ansat 49-årige Lars Bork Hansen som ny chef for rådgivervirksomhedens byggeridivision