REGION NORDJYLLAND
HUNE
Boligbebyggelse
Jammerbugt Kommunalbestyrelse har besluttet at sende forslag til Lokalplan 19-009, Boligområde, Stenmarksvej, Hune og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring i otte uger.
Lokalplanen giver mulighed for at opføre boligbebyggelse i form af rækkehuse, dobbelthuse og parcelhuse. Afhængig af boligtype kan der indpasses cirka 110 boliger indenfor lokalplanområdet.
BLOKHUS
Kystresort
I juni 2018 lancerede Partnerskab for Vestkystturisme en ambitiøs udviklingsplan for den samlede Vestkyst med målsætninger om vækst i overnatninger, omsætning, døgnforbrug og tilfredshed frem mod 2025. For at indfri disse mål er Jammerbugt og Hjørring Kommune gået sammen om en strategisk og fysisk udviklingsplan for Blokhus-Løkken. Udviklingsplanen er støttet af Realdania og Dansk Kyst og Naturturisme.
Jammerbugt Kommunalbestyrelse besluttede på sit seneste møde, at der skal arbejdes videre med planen. Planen indeholder et katalog med 21 projekter, som blandt andet handler om et sammenhængende stinetværk, kystcykler og events. Andre projekter har fokus på udviklingen af byerne. For Blokhus er det eksempelvis projekter som Liv og Aktivitet på Stranden, Kystfronten, Hune-Blokhus Passagen og et nyt kystresort.
REGION MIDTJYLLAND
RØDDING
Boliger
Susanne Abrahamsen og Henning Riis Vester, Korsbakken 36 i Rødding, har anmodet Viborg Kommune om at få lokalplanlagt for et nyt boligområde på cirka 3,6 hektar nord for Korsbakken. Den anmodning besluttede Viborg Byråd forleden at imødekomme med vilkår om, at der indgås udbygningsaftale med ansøger om etablering af venstresvingsbane og helleanlæg.
Området ønskes anvendt til tæt-lave og åben-lave boliger, der imidlertid ikke tænkes udformet som et traditionelt boligkvarter. Boligerne ønskes udformet af buestykker sammensat på forskellig vis, der integreres og bygges i landskabet, så det indgår som en del af terrænet.
Bebyggelsen vil få en grad af bæredygtighed, hvor der blandt andet ønskes grønne tage på alle boliger og grønne permeable belægninger på veje og stier.
BJERRINGBRO
Varmepumpe
Klima- og Miljøudvalget i Viborg Kommune har godkendt et projekt for etablering af en varmepumpe på renseanlægget på Østre Omfartsvej 6 i Bjerringbro.
Det er Gudenådalens Energiselskab A.m.b.a. , der ønsker at etablere et varmepumpeanlæg til spildevand med en varmeeffekt på fire MW samt et sæsonlager og tilhørende teknikbygning.
REGION SYDDANMARK
NYBORG
Lagerhaller
Nyborg Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 305 og et tilhørende kommuneplantillæg for lagerhaller på Lindholm Havn endeligt.
Planerne har til formål at give mulighed for en større højde på lagerbygninger placeret centralt på havnearealerne. Med den nye lokalplan kan bygninger etableres i op til 20 meters højde inden for en stor del af havnens område i stedet for den nuværende grænse på 12,5 meter. Ændringen har til formål at fremtidssikre havnen med arealoptimerende løsvarehaller/pakhuse.
HADERSLEV
Bygningsvedligeholdelse
Haderslev Byråd har frigivet rådighedsbeløbet til bygningsvedligeholdelse m.v. 2020, som er på 15 mio. kr.
Anlæg og Ejendomme har foretaget en prioritering af midlerne. I denne prioritering indgår også driftsmidler på 8,3 mio. kr., så der i alt fordeles 23,3 mio. kr. til løsning af AT-påbud og indeklimaproblemer, radonundersøgelser, fjernelse af asbestlofter, energibesparende foranstaltninger mv.
SØNDERBORG
Daginstitution
Sønderborg Byråd har efter endt høring godkendt den lokalplan, der skal bane vej for opførelse af en ny daginstitution i Møllegade i Sønderborg.
I budgetaftale 2019-2022 blev der afsat i alt 32 mio. kr. til daginstitutionsbyggeriet.
REGION SJÆLLAND
JYLLINGE
39 almene boliger
Roskilde Byråd har sagt god for, at lokalplanlægningen for 39 nye almene familieboliger på Værebrovej 30 i Jyllinge sættes i gang. Det er Boligselskabet Sjælland, der planlægger at opføre nye boliger i Jyllinge.
Byrådet har samtidig tilkendegivet, at man ser positivt på at yde et kommunalt grundkapitalindskud til afdelingen på cirka 7,3 mio. kr., når skema A skal behandles.
De 39 boliger foredeles på 11 to-værelses boliger på 65 kvm, 11 tre-værelses på 87 kvm, ni fire-værelses på 104 kvm og otte fire-værelses på 111 kvm. Desuden bygges der et fælleshus på cirka 200 kvm. Bebyggelsen opføres i et træbaseret byggesystem i halvandet plan og som BR18 lavenergi-byggeri.
Boligerne indrettes fleksibelt, så for eksempel en fire-værelses bolig kan indrettes som en stor to- eller tre-værelses bolig, så den derved henvender sig både til børnefamilier og senior-par.
Byggeriet forventes igangsat i begyndelsen af 2021, hvorefter boligerne vil kunne stå klar til indflytning til april 2022.
GUNDSØMAGLE
Almene boliger
Roskilde Byråd har godkendt forslag til lokalplan 682 for Sømmes Vænge, Boliger i Gundsømagle med henblik på offentliggørelse.
Lokalplanen sætter rammerne for udbygningen af et område nord for Holmevej i Gundsømagle, og den giver byggeret til knap 60 almene boliger i varierende størrelser, udlagt som rækkehuse i opbrudte boligstænger.
Der holdes borgermøde om planen den 27. februar.
Områdets grønne friarealer skal være rekreative uderum, der skaber forbindelser ud i den omkringliggende natur, som blandt andet omfatter et beskyttet naturområde med et interessant plante- og dyreliv samt Gulddysse Skov.
REGION HOVEDSTADEN
ESBØNDERUP
Ombygning til boliger og erhverv
Gribskov Byråd har vedtaget Lokalplan 327.02 for boliger og erhverv på det tidligere Esbønderup Sygehus endeligt.
Formålet med lokalplanen er at give mulighed for, at det tidligere Esbønderup Sygehus som i dag står tomt, kan omdannes og indrettes til boliger og erhverv.
Samlet set ønskes der mulighed for at indrette 120 - 150 boliger i de eksisterende bygninger som lejligheder med en størrelse på mellem 30 og 150 kvm.
NÆRUM
Renovering af produktionskøkken
Produktion af cirka 300 portioner mad til børn i Dagtilbudsområdets frokostordning flyttes fra Tusindbenshuset til Plejecenter Hegnsgården i Nærum, hvor der er ledig kapacitet i køkkenet.
Der er i Rudersdal Kommunes budget 2020 afsat et rådighedsbeløb på 1 mio. kr. til istandsættelse af køkkenet på Hegnsgården, så det også kan varetage produktion af børnemad, og Rudersdal Kommunalbestyrelse frigav forleden beløbet.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Hune, Blokhus, Rødding, Bjerringbro, Nyborg, Haderslev, Sønderborg, Jyllinge, Gundsømagle, Esbønderup og Nærum