Syv år efter ibrugtagningen af Skolen på Vilhelmsro i Fredensborg slås kommunen og G.V.L Entreprise, der var totalentreprenør på nybyggeriet, fortsat om mangler.
Uenighederne er endt i Voldgiftsnævnet, hvor sagen har kørt siden 2014.
- Der er en lang række forhold på skolen, som vi ikke mener er udført efter de forhold og krav, vi har bestilt og betalt.
Sådan lyder det fra Mads Toftegaard, direktør for økonomi, ejendomme, børn og skoler i Fredensborg Kommune, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han fortæller, at man indledte med drøftelser med G.V.L, hvor parterne ikke blev enige, og at der siden er kørt syn og skøn.
Ifølge kommunen omfatter manglerne såvel tekniske installationer som udearealer og facader, hvor der er påmonteret de omdiskuterede MgO-plader.
Ifølge Mads Toftegaard drejer det største beløbsmæssige slagsmål sig om netop MgO-pladerne og hvem, der skal stå for udskiftningen af dem.
Han fremhæver samtidigt, at der bliver holdt skarpt øje med dem.
- Vores bekymring går på, at der kommer forringelser af skolens bygningsmæssige stand. De kan ikke sidde der varigt. Men vi er nødt til at afvente Voldgiften. Hvis vi udskifter, så vil vi stå dårligere her, siger han.
Om udearealerne lyder det:
- Skolen kan godt lave ting derude i dag, men udearealerne har ikke den kvalitet, vi havde sendt i udbud og bedt om at få.
Millionkrav på tale
Ifølge en aktindsigt, som Frederiksborg Amts Avis har fået, er kommunens samlede krav mod entreprenøren på 32 mio. kr.
Et beløb, Mads Toftegaard ikke ønsker at udtale sig om. Han oplyser alene, at der er tale om et "anseeligt beløb".
Han fortæller desuden, at der for nylig er kommet en delafgørelse i Voldgiftsnævnet, som slår fast, at kommunens krav ikke er forældede.
- Det er selvfølgelig dejligt at få ret her, men det bringer os ikke så meget videre i forhold til at få skolen helt færdig.
- Vi har en skole, som fungerer i hverdagen. Men det, vi er nervøse for, er, om det også gælder i fremtiden, fortsætter han og supplerer:
- Principielt vil vi bare gerne, at skolen gøres færdig. Hvis ikke G.V.L vil gøre det, så må der andre ind.
Så I er fortsat interesserede i samarbejde med G.V.L?
- Det er klart som tiden går, at vi er mindre interesserede i samarbejde med G.V.L, siger han.
Vil gerne stå for arbejde
Hos G.V.L bekræfter adm. direktør Allan Pagh Hansen, at kommunen har rejst et tocifret krav mod dem:
- Vi ønsker som bekendt ikke at diskutere mellemværender med vore kontraktparter i pressen. I anledning af henvendelsen og af kommunens udtalelse til mediet vil jeg dog bekræfte, at kommunen i voldgiften anlagt af os i 2014 har nedlagt en påstand om betaling et to cifret millionbeløb som erstatning, skriver Allan Pagh Hansen i et mailsvar.
- Vi videreførte øjeblikkeligt kravene i voldgiften til G.V.L’s ansvarlige rådgivere, underentreprenører og leverandører. Af respekt for deres indsigelser har parterne været nødt til at få afklaret eventuel forældelse i voldgiften, fortsætter han og supplerer:
- Men i øvrigt har alle medvirket i opklaringen af visse tekniske forhold på skolen.
Han beskriver, at G.V.L. allerede har udskiftet tagbelægningen på skolen.
Og han oplyser, at store dele af branchen blev ramt, da det viste sig, at MgO-plader ikke fungerer i det danske klima - herunder også Vilhelmsro Skole.
G.V.L har fået et uafhængigt ingeniørfirma til at udarbejde et afhjælpningsprojekt, som kommunen mangler at godkende, beskriver G.V.L-direktøren.
Han understreger, at G.V.L vil udføre arbejdet og sikre, at leverandørerne - såvel grossister som producenter - af de dårlige plader "kommer til at erstatte det hele".
- På samme måde som vi udbedrede tagbelægningen og ønsker at udbedre MgO-pladerne, så er vi naturligvis også indstillet på at udbedre eventuelt andre mangler, men med de mange, der har været involveret i design og udførelse af projektet, så er det nødvendigt, at få afklaret ansvaret, skriver han.
- Den dejlige skole har fungeret i mere end 7 år, og vi er sikre på, at den også vil gøre det i mange år fremover, fortsætter han og har ikke yderligere kommentarer.
Advokatregning hober sig op
Hele skolebyggeriet kom på tale på grund af store fugt- og skimmelproblemer med Asminderød Skole, som den nye skole på Vilhelmsro er en erstatning for.
- Det er klart, at vi i det lys ærgrer os ekstrameget over at stå med en skole, som på mange områder er flot, men som ikke er fuldendt, siger Mads Toftegaard og oplyser, at kommunen i byggeprocessen selv førte tilsyn, og at der også var eksternt tilsyn på. Derfor ærgrer sagen også, lyder det.
Håbet er en snarlig afgørelse.
- Vi har fået lavet syn og skøn, så vi mener egentlig, at sagen er klar til en afslutning, siger kommune-direktøren.
Han erkender, at den langtrukne proces ikke er uden økonomiske konsekvenser for kommunen:
- De penge, vi bruger på advokater, kan ikke bruges på andre områder. Og det er klart, at når sagen kører så længe, så løber advokatregningen op.
Voldgiftssag med GVL kører på sjette år
Fredensborg Kommune og G.V.L. Entreprise A/S er i gang med voldgiftssag om mangler på skolebyggeri, som slog dørene op tilbage i 2013