REGION HOVEDSTADEN
KØBENHAVN
Genetablering af Mozarts Plads
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at lokalplan Mozarts Plads, Vesterbro/Kgs. Enghave vedtages endeligt.
Planforslaget muliggør ny udformning af Mozarts Plads og udpeger blandt andet zoner for beplantning, ophold, antal træer og cykelparkering, når pladsen genetableres i forbindelse med, at metro og metrostationsforplads etableres som led i metro til Sydhavnen i 2024.
Projekteringen af forpladsen og lokalplanarbejdet sker i et samarbejde mellem Metroselskabet I/S og Københavns Kommune samt i dialog med lokale interessenter i en følgegruppe.
REGION SJÆLLAND
HAVDRUP
Udearealer
Daginstitutionen Skovhuset i Havdrup har ansøgt Carsten Mindegaard Fonden om en donation til forbedring af institutionens grønne profil, og ansøgningen er blevet imødekommet. Der er givet tilsagn om et tilskud på 100.000 kr.
Det er planen, at pengene skal investeres i et bålmiljø, plantekasse og eventuelt udekøkken.
Solrød Byråd har godkendt donationen.
NÆSTVED
Renovering af vejafvandingsanlæg
Teknisk Udvalg i Næstved Kommune godkendte forleden forvaltningens forslag til, hvordan den afsatte rammeanlægsbevilling på 1 mio kr. til renovering af vejafvandingsanlæg skal anvendes.
Der skal blandt andet bruges 200.000 kr. på tilstandsundersøgelser og TV-inspektioner mm. og 300.000 kr. på ledningsrenovering.
REGION MIDTJYLLAND
SØFTEN
Shunt
Favrskov Byråd har godkendt en anlægsbevilling på 4 mio. kr. til anlæg af en shunt på Århusvej i Søften til Østjyske Motorvej i sydlig retning.
Vejdirektoratet har oprindeligt udarbejdet projektet med en shunt som en midlertidig løsning, der skal medvirke til en bedre trafikafvikling på Århusvej mod Østjyske Motorvej, idet Vejdirektoratet forventer en permanent løsning på de trafikale problemer i motorvejskrydset og tilslutningsanlægget, når E45 bliver udbygget til seks spor.
Vejdirektoratet gennemfører i øjeblikket en VVM-undersøgelse for en udvidelse af E45 mellem Aarhus S og Aarhus N. Transportministeriet har i foråret 2019 meddelt, at man ikke ønsker at tage stilling til shunt-projektet, før VVM-undersøgelsen er færdig i 2020. Vejdirektoratet har på den baggrund givet tilladelse til, at Favrskov Kommune selv anlægger shunten.
Vejdirektoratet skal i den forbindelse godkende projektet, og en ekspropriation kræver desuden transportministerens godkendelse, fordi der skal eksproprieres areal, der tillægges statsvejen.
Teknik og Miljø i Favrskov Kommune vurderer, at shunten kan anlægges i løbet af 2020 og være færdig ultimo 2020. Etableringen af shunten kræver, at der skal erhverves cirka 460 kvm permanent areal til anlægget, og en markoverkørsel skal nedlægges.
SKIVE
Vindmøller og solcellepark
Forleden var plangrundlaget for et vindmølle- og solcelleprojekt ved GreenLab Skive til fornyet behandling i Skive Byråd, og her blev det godkendt med henblik på fremlæggelse i offentlig høring i otte uger.
GreenLab Skive Vind ApS har søgt om at få mulighed for at realisere et hybridenergiprojekt, som omfatter en vindmølle inde i GreenLab-området, 12 vindmøller og et solcelleanlæg på 42 hektar syd for området for GreenLab Skive.
GreenLab skal skabe verdens første storskala facilitet for produktion af grøn brint og metanol. Her kan grøn energi fra vind og sol omdannes til andre energikilder og lagres til senere brug. Dette gøres ved at omdanne den grønne strøm fra vindmøller og solceller til såkaldte electrofuels - for eksempel brint og metanol.
Den omdannede strøm skal bruges som energikilde i GreenLabs industrielle virksomhedspark, hvor en række virksomheder producerer CO2-neutrale produkter.
SILKEBORG
Vejprojekter
Silkeborg Byråd har bevilget 3,6 mio. kr. til en række mindre vejprojekter.
Pengene bruges blandt andet på cykelstier og trafiksikkerhedskampagner.
FUR
Vandforsyning
Skive Vand A/S har udført to prøveboringer på Blegagervej 4 på Fur på baggrund af en indgået aftale med Vagn Eigil Mikkelsen som grundejer og på baggrund af tilladelse fra Skive Kommune.
De udførte boringer viste sig egnede til udnyttelse til vandindvinding fremover ved Fur Vandværk, og Skive Vand A/S ønsker nu at købe et areal omkring boringerne samt et areal til vejadgang til boringerne.
Skive Vand A/S har ansøgt om tilsagn til ekspropriation i forbindelse med Skive Vand A/S´ eventuelle køb af et areal.
Skive Byråd havde sagen på dagsordenen forleden og gav tilsagn om, at kommunen vil gennemføre ekspropriation, såfremt der ikke kan indgås frivillig aftale.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i København, Havdrup, Næstved, Søften, Skive, Silkeborg og på Fur