23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Jyderup, Solrød Strand, Slagelse, Viborg, Engesvang, Bording, Ikast, Aalborg, Ulsted og på Læsø

REGION SJÆLLAND

JYDERUP
Børnehus
Holbæk Kommune investerer i et nyt børnehus i Jyderup, og forleden besluttede kommunalbestyrelsen, at børnehuset skal placeres på Præstemarken nord for Skovvejen i Jyderup.

Der skal udarbejdes nyt plangrundlag, og det ventes at ske inden for 12 måneder.

SOLRØD STRAND
Strandens Hus
Solrød Byråd har vedtaget lokalplan nr. 316.5 Strandens Hus med tilhørende kommuneplantillæg endeligt.

Det nye plangrundlag baner ved for realisering af projektet Strandens Hus og giver mulighed for opførsel af bebyggelse til både offentlige formål og restaurant.

SLAGELSE
Ungdomsboliger og kontorer
Slagelse Byråd har vedtaget lokalplan 1222, Boliger og kontorer ved Østerbro i Slagelse, og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.

Det nye plangrundlag er udarbejdet for at bane vej for opførelse af en bebyggelse i otte etager, som indrettes til ungdomsboliger og kontorer, på hjørnegrunden ved Østerbro og Jernbanegade i Slagelse.

REGION MIDTJYLLAND

VIBORG
Tæt-lave boliger
Fjelsø A/S har købt Reberbanen 27 i Viborg og ønsker at opføre tæt-lave boliger i den eksisterende bebyggelse ved Reberbanen 27 i Viborg, hvilket kræver ny planlægning for området. Økonomi- og Erhvervsudvalget i Viborg Kommune godkendte forleden, at der igangsættes lokalplanlægning for området.

Den eksisterende bygning på adressen har indtil sommeren 2015 været anvendt til børnehave, og ejendommen blev solgt med tilsagn om, at den efterfølgende planlægning ville give mulighed for en bredere anvendelse samtidig med at den eksisterende bygning bevares.

Forvaltningen forventer, at der kan foreligge en endeligt vedtaget lokalplan sidst på året.

VIBORG
Dagligvarebutik
KHJ Consult ApS ønsker at opføre en Aldi dagligvarebutik med et butiksareal på 1.200 kvm på Koldingvej 61 - 69B i Viborg, der er et eksisterende lokalcenter/butiksområde. Dette er ikke i overensstemmelse med gældende planlægning, og der er derfor udarbejdet et forslag til lokalplan nr. 530 og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg.

Økonomi- og Erhvervsudvalget besluttede forleden at sende planforslagene i offentlig høring i fire uger.

ENGESVANG
Ridehal
Ikast-Brande Kommune har modtaget en ansøgning om landzonetilladelse til opførelse af en ridehal på cirka 50 x 22 meter på Pårup Hedevej 2, Engesvang, og Teknik- og Miljøudvalget valgte forleden at imødekomme ansøgningen.

Tilladelsen betinges af, at bygningen fjernes, hvis den ikke bruges til hestesport i en periode længere end tre år.

Udvalget mener ligeledes, at der skal give landzonetilladelse til en ridehal på Rønslundvej 15, Ejstrupholm. Her er der søgt om tilladelse til at opføre en rundbuehal på cirka 51 meter x 16 meter.

BORDING
18 tæt-lave boliger
Teknik- og Miljøudvalget i Ikast-Brande Kommune har givet grønt lys for, at der udarbejdes lokalplan for Østervang 58 Bording med henblik på at bane vej for opførelse af cirka 18 tæt-lave boliger.

Lokalplanen udarbejdes på baggrund af en henvendelse fra grundejer, som ønsker at opføre tæt-lave boliger på sin ejendom.

IKAST
Lægehus
Ikast-Brande Kommune har modtaget en henvendelse om at muliggøre opførelsen af et lægehus på et grønt areal ved Sundhedscentret Frisenborgparken i Ikast.

Teknik- og Miljøudvalget har i den forbindelse besluttet, at der kan udarbejdes lokalplan for området.

Lægehuset skal ifølge planen være 490 kvm stort og indeholde ni konsultationslokaler, et skaderum, laboratorier, depoter, reception, sekretariatet, ventefaciliteter mm.

REGION NORDJYLLAND

AALBORG
Etagebyggeri
Klaus Kejser, KKN Ejendomme, har på vegne af bygningsejer, Margrethe Sundtoft Nielsen, henvendt sig til Aalborg Kommune vedrørende Bispensgade 3, Aalborg.

Den eksisterende bygning på ejendommen er opført i 1917 og anvendes i dag til erhverv. Den er imidlertid i så dårlig stand, at et bygningssyn har konkluderet, at det ikke længere er teknisk forsvarligt at benytte den. På denne baggrund er der anmodet om en lokalplan, der giver mulighed for nedrivning af eksisterende bygninger på ejendommen samt opførelse af nyt byggeri i fire etager.

By og Landskabudvalget havde sagen på dagsordenen på sit seneste møde, og her blev det besluttet, at der igangsættes en proces med henblik på at udarbejde en ny lokalplan. Lokalplanen skal give mulighed for nedrivning af den eksisterende bygning og for opførelse af nyt byggeri i tre etager med en tagetage, der er tilpasset omgivelserne.

Udarbejdelse af lokalplan igangsættes, når der foreligger et godkendt projekt, der er tilpasset gadens øvrige arkitektur i kvalitet og skala.

ULSTED
Plejehjem
Aalborg Kommune har modtaget en henvendelse om igangsætning af planlægning for etablering af et friplejehjem ved Nørrehave i den nordvestlige del af Ulsted.

Friplejehjemmet foreslås placeret på et areal på cirka 2,6 hektar, der i dag anvendes til landbrugsdrift, og det forventes at få en størrelse på cirka 2.200 kvm fordelt på 24 boliger og tilhørende fællesfaciliteter. Ansøger kan ikke på nuværende ansøge om andel i den ministerielle boligkvote, blandt andet fordi den gældende kommuneplan ikke giver mulighed for et friplejehjem i Ulsted.

Sagen var på By- og Landskabsudvalgets dagsorden for nylig, og her blev det besluttet at igangsætte en fordebat forud for udarbejdelse af kommuneplantillæg. Fordebatten kører over fire uger.

LÆSØ
Renovering af Læsø Kunsthal
Læsø Kunsthal og arkitektfirmaet Sleth har fremsendt et skitseforslag for en opdatering af Læsø Kunsthal til Læsø Kommune. Alternativt foreslås det, at der opføres en helt ny bygning til kunsthallen.

Læsø Kunsthal, der er indrettet i den gamle smedje på Østerby Havn har behov for mere plads både i forhold til publikumsfaciliteter og de servicetilbud, der kan stilles til rådighed for publikum og medarbejdere, blandt andet adgang til toilet og forbedrede forhold til opbevaring, udstilling og administration.

Teknik-, Havne- og Kulturudvalget anbefaler, at der arbejdes videre med det forslag, hvor kunsthallens forhold forbedres med udgangspunkt i den eksisterende bygning.

Dette forslag tager udgangspunkt i, at Kunsthallen udvides i højden med to etager.

Det er tidligere besluttet, at projektet skal indpasses i forhold til opførelsen af en bådhal, og at der bevilges 100.000 kr. fra byfornyelsesmidlerne ved projektets gennemførelse.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.188|instance-web04