23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Rudkøbing, Lemvig, Brønderslev, Sennels, Rødovre, Glostrup, Nærum, Marielyst, Vordingborg og Ågerup

REGION SYDDANMARK



RUDKØBING

Ferieboliger

Langeland Kommunalbestyrelse besluttede i maj 2019, at igangsætte en planproces for Skrøbelev Gods. Siden har ejeren besluttet at udvide sin ansøgning, så der bliver mere råderum. Dette betyder, at projektet ikke længere kan holdes inden for gældende kommuneplanramme, og at der skal gennemføres endnu en planproces, hvis ejerens ønsker skal opfyldes. Kommunalbestyrelsen besluttede forleden at godkende dette.



Det nye plangrundlag skal blandt andet gøre det muligt at opføre op til fem ferieboliger, som skal bruges til indkvartering af feriegæster til Skrøbelev Gods.



Udover et ønske om mere plads til feriegæster, ønsker ejeren blandt andet at etablere en helikopterlandingsplads, og en autocamperplads. I øvrigt er ønsket fra den oprindelige ansøgning om nybygning og udbygning af eksisterende bygningsmasser stadig gældende.



REGION MIDTJYLLAND



LEMVIG

Bygningsforskønnelse

Teknik- og Miljøudvalget i Lemvig Kommune har besluttet at give tilskud til renovering af bygningerne på Thyborønvej 33 i Klinkby.



I forbindelse med områdefornyelse af Klinkby-Tørringhuse-Houe er der flere gange blevet peget på denne ejendom som et emne til bygningsforskønnelse.



På adressen ligger der nogle markante bygninger med en meget speciel karakter, som imidlertid ikke længere gør noget godt for områdets karakter. En istandsættelse af bygningerne vil derfor bidrage positivt til gadebilledet og have stor betydning for den oplevelse man får, når man kører igennem byen, hedder det i sagsfremstillingen i mødereferatet.



Lemvig Kommune har modtaget en henvendelse fra en potentiel køber med håndværksmæssig baggrund, som ønsker at istandsætte bygningerne og tilbageføre dem til det originale bygningsudtryk. Bygningerne er i meget dårlig stand og renoveringsarbejderne vil blive omfattende.



REGION NORDJYLLAND



BRØNDERSLEV

Restaurant, tankanlæg og vaskehal

Teknik- og Miljøudvalget i Brønderslev Kommune har vedtaget lokalplan 01-E-16.02 Erhvervsområde ved Øster Brønderslevvej 31 endeligt.



Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af en konkret henvendelse om etablering af fastfood restaurant, tankanlæg og vaskehal i området med henblik på at servicere byens borgere såvel som det overordnede vejnet.



SENNELS

Boliger

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Thisted Kommune har besluttet at sende forslag til Lokalplan 7-001 Boligområde ved Kaldalvej, Sennels i fire ugers offentlig høring.



Lokalplanområdet opdeles i fire delområder, som består af et delområde til åben-lav bebyggelse og to delområder til tæt-lavt alment boligbyggeri med tilhørende fælleshus og friareal samt et delområde til rekreativt friareal uden bebyggelse.



Lokalplanen giver mulighed for opførelse af cirka 17 parcelhuse samt cirka 24 tæt-lave boligbebyggelser og sikrer vejadgang til området fra Kaldalvej.



REGION HOVEDSTADEN



RØDOVRE

Daginstitution

Teknik- og Miljøudvalget i Rødovre Kommune anbefaler, at Lokalplan 149 Daginstitution på Vårfluevej og et tilhørende kommuneplantillæg vedtages endeligt.



Lokalplanen gør det muligt at udbygge en daginstitution på Vårfluevej med en tilbygning i to etager på 1.000 kvm med tilhørende lege- og opholdsareal.



I forbindelse med udvidelsen skal der foretages omlægning af vejprofilet på Vårfluevej.



GLOSTRUP

Udbygning af daginstitutioner

Glostrup Kommunalbestyrelse har anlægsbevilget 4 mio. kr. til gennemførelse af kapacitetsudvidelser på dagtilbudsområdet, som er afsat i budget 2020.



Midlerne skal anvendes til mindre bygningsmæssige ændringer og justeringer af lokaler samt indkøb af inventar som for eksempel krybber, senge, garderober, stole mm.



Der forventes en stor stigning i antallet af børn i Glostrup Kommune de kommende år, og for at imødekomme dette har kommunalbestyrelsen afsat 4 mio. kr. i 2020 til kapacitetsudvidelser på dagtilbudsområdet og 5 mio. kr. i 2021.



NÆRUM

Tennisbaner

Rundforbi Tennishal i Nærum har igennem længere tid ønsket at udvide den eksisterende tennishal, og forleden var sagen på Kultur- og Fritidsudvalgets dagsorden.



Her blev en proces for afklaring til brug for endelig beslutning om udvidelse af eksisterende tennishal med to tennisbaner godkendt.



Når de nødvendige forhold er afdækket, genoptages sagen.



Den afdækkende proces vil omfatte beskrivelse af planforhold, økonomi samt faglige og kapacitetsmæssige konsekvenser.



REGION SJÆLLAND



MARIELYST

Sommerhuse

Guldborgsund Kommune har modtaget en henvendelse fra Skanlux om at måtte bygge sommerhuse på to byggegrunde i Marielyst Ferieby, og kommunen har siden august 2019 haft dialog med bygherre og bestyrelsen for Marielyst Ferieby om, hvordan byggeriet af 10 sommerhuse, fordelt på de to grunde, bedst muligt indpasses i det eksisterende miljø.



Bygherre har ønsket at bygge med en bebyggelsesprocent, der er højere end gældende lokalplan tillader, hvilket har afstedkommet en lang række indsigelser. Efterfølgende har bygherre søgt om byggetilladelse til et reduceret projekt, der holder sig under den bebyggelsesprocent på 15, som lokalplanen tillader.



Guldborgsund Byråd besluttede forleden at give byggetilladelse til det reducerede projekt fra Skanlux på sydgrunden, mens der vedrørende byggeplanerne for den nordlige grund ønskes en dialog om bebyggelsen med Skanlux, hvorefter sagen forelægges til fornyet behandling i Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget.



VORDINGBORG

Tæt-lave boliger

Udvalget for Plan og Teknik i Vordingborg Kommune har vedtaget Lokalplan B 17.28.01 Tæt-lav boligbebyggelse på Sydhavnen i Vordingborg.



Hermed er der givet mulighed for realisering af en tæt-lav boligbebyggelse med 35-40 boliger. Der stilles krav i lokalplanen om, at byggeriet skal fremstå som et gedigent muret kvalitetsbyggeri.



ÅGERUP

Boliger

Roskilde Kommune ønsker at sælge et areal øst for Gundsø Omsorgscenter i Ågerup og give mulighed for at bygge boliger. Det kræver ny lokalplan, og der er derfor udarbejdet et forslag til ny lokalplan, som netop er fremlagt til offentlig høring. Høringen slutter 15. marts, og der holdes borgermøde den 24 februar.



Lokalplanen skal skabe rammer for en tæt-lav bebyggelse bestående af cirka 20 mindre boliger i ét plan, hvor særligt bestemmelser om fælleshus og fælles opholdsarealer vil sikre gode muligheder for et stærkt fælleskab og socialt liv mellem de kommende beboere.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.183