23948sdkhjf

- Der er virkelig penge i det

Enemærke & Petersen har formået at løfte produktiviteten på sine byggepladser med 6 pct. gennem systematisk screening, benchmark og rådgivning af byggeledelserne

Der er - én til én - en direkte sammenhæng mellem byggepladsens produktivitet og i hvilken udstrækning, byggeledelsen tænker og handler lean.

Så kontant opsummerer Søren Christensen, proceschef i Enemærke & Petersen, konklusionen på bundlinjen, efter at han igennem flere år har arbejdet med at screene produktiviteten på entreprenørens egne byggepladser og rådgive byggeledelserne om, hvordan de kan blive mere produktive.

Enemærke & Petersen, som er en af de cases, Lean Construction omtaler, har i en del år været fanebærer for anvendelsen af lean i dansk byggeri.

At de opnår resultater ved det, har de for længst demonstreret. Ifølge pressemeddelelsen har Enemærke & Petersen i 2018 øget omsætningen med 34 pct. og præsteret en indtjening på 6,2 pct. af primær drift.

Benchmarker byggepladser
Det fremgår af casen, at Enemærke & Petersen har udviklet sit eget system til at måle byggepladsernes produktivitet og benchmarke dem mod hinanden.

Over en periode på fjorten dage registrerer man systematisk, hvor meget af arbejdstiden, der arbejdes produktivt - og hvor stor en andel, der går til spilde ved uproduktive aktiviteter som passiv venten eller gå rundt på pladsen.

I samme periode beder man byggeledelsen selv registrere, hvordan de anvender deres arbejdstid. Resultaterne sammenholdes med en afdækning af byggeledelsens’ lean-modenhed’, herunder i hvilken udstrækning, man anvender lean-værktøjer som tavlemøder, last planner og cyklogrammer.

- Det interessante er, at disse ting hænger utrolig meget sammen. Det er byggeledelsen, der skaber produktiviteten. Det handler om, hvordan de vælger at være byggeledelse på, siger Søren Christensen i pressemeddelelsen.

Støtter byggeledelsen
Screeningerne har afsløret store forskelle i byggepladsernes produktivitet. Mens de dårligste ligger under 30 pct., er de bedste oppe over 40 pct.

På de bedste byggepladser scorer byggeledelsen samtidig højest i lean-ratingen - helt op til 4,3 på en skala fra 1 til 5. Andre lander helt nede på 2,3.

Med baggrund i screeningsresultaterne går Enemærke & Petersens proceschef i dialog med byggeledelserne for at hjælpe dem med at forbedre byggepladsens produktivitet.

-Jeg samler en masse data sammen. Og så formidler jeg, hvad jeg registrerer - og hvad jeg anbefaler, at de bruger af lean-værktøjer for at komme videre derfra. Forinden har jeg været på byggepladsen fra morgen til aften igennem fjorten dage, hvor jeg lærer mine kolleger at kende og kan vinde deres tillid. Det er hele den forandringsledelse, der ligger i de fjorten dage, hvor jeg er til stede og synlig, der gør hele forskellen, forklarer Søren Christensen i pressemeddelelsen.

Synlige resultater
Indsatsen giver synlige resultater. På én byggeplads er det eksempelvis lykkedes at hæve produktiviteten fra 29 til 37 ved at supplere byggeledelsen med en procesleder og indføre lokationsbaseret planlægning.

Samlet har Enemærke & Petersen formået at løfte produktiviteten på de screenede byggepladser til 36 pct. Det er seks procent højere end branchegennemsnittet.

Produktivitetsforbedringerne kan i sidste ende veksles til kortere byggetid. Således har man på flere byggepladser formået at skære fire til seks måneder af tidsplanen.

- Det er virkelig noget, der er penge i, siger proceschefen.
Kaptain

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144