23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Hedeselskabet får et naturmenneske i spidsen

Han er fritidslandmand og nu på vej til posten som adm. direktør for Hedeselskabet. Torben Friis Lange tiltræder senest posten til juli

Det er et udpræget naturmenneske, Hedeselskabet torsdag har afsløret som sin kommende adm. direktør.

56-årige Torben Friis Lange er med egne ord fritidslandmand, inkarneret jæger, fritidsfisker og generelt glad for at opholde sig i og være aktiv i naturen.

- Jeg bruger meget tid på arbejde; i mødelokaler og på kontor. Men når jeg har fri, så bruger jeg meget tid på at være udenfor. Jeg nyder den nordeuropæiske og danske natur, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Han bor på en gård i nærheden af Aarhus sammen med sin hustru, hvor han i 20 år har haft planteavl i form af korn, raps, hø og græs.

Selv er han opvokset på Sjælland - og ikke i en landmandsfamilie.

- Nej, det er jeg ikke, men landbrug og det at være tæt på naturen er noget, jeg altid har interesseret mig for, siger han.

En international profil
Torben Friis Lange kommer til Hedeselskabet med erfaring fra en række topposter i virksomheder som Pfizer og Arla.

Han er uddannet mejeritekniker og har desuden en HD i afsætning fra Aarhus Universitet samt gennemført en række ledelsesprogrammer på Insead.

De seneste ni år har han været med til at udvikle olie- og fedtproducenten AAK’s internationale forretninger som koncerndirektør. Hans nuværende funktion i AAK er som President Asia og ligeledes Global Sourcing & Trading.

Derudover sidder Torben Friis Lange i flere bestyrelser for en række brancheorganisationer, interne og eksterne virksomheder.

Han ser nu frem til at skulle være med til at sætte retningen og skabe resultater i samarbejde med Hedeselskabets medarbejdere, fortæller han:

- Hedeselskabet er en meget interessant virksomhed, som er i førersædet som grøn innovatør og inden for grøn teknologi. Det er en virksomhed med højt kompetenceniveau og engagerede medarbejdere. Det ser jeg frem til at blive en del af.

Torben Friis Lange ser også frem til at befinde sig mere i Danmark. Han har i forbindelse med arbejdet boet en del i udlandet og rejser i dag fortsat meget med jobbet.

Han ser også frem til at være med på den grønne bølge, som "i høj grad" også bliver sat politisk.

- Den ser jeg absolut, Hedeselskabet som del af, siger Torben Friis Lange, som tiltræder som ny adm. direktør i Hedeselskabet senest 1. juli i år.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.161