23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Frederiks, Skive, Hatting, Horsens, Øster Alling, på Frederiksberg og i Dragør

REGION MIDTJYLLAND

FREDERIKS
 

Byggemodningen af 14 nye boliggrunde ved Solvænget i Frederiks, 2. etape er netop færdigudført. Med henblik på forbedring af trafiksikkerhedsforholdene for de bløde trafikanter fra boligområdet og til nærliggende børneinstitution Sol O Mio godkendte Teknisk Udvalg i Viborg Kommune forleden, at den eksisterende fællessti langs med Solvænget forlænges frem til institutionen og at der etableres krydsningshelle på Solvænget.

Fællesstien skal forlænges 380 meter, og den etableres med en bredde på 3 meter svarende til den eksisterende sti langs med Solvænget. Stien skal benyttes af både gående og cyklende.

Stien understøtter samtidig de planer, der er for byfornyelsen i Frederiks, hvor der er ønsker om en sti rundt om Frederiks, hedder det i referatet fra seneste udvalgsmøde.

Anlægsarbejdet udføres i løbet af foråret.

SKIVE
Græsbaner
Kultur og Fritidsudvalget i Skive Kommune anbefaler over for byrådet, at der frigives 3 mio. kr. til etablering af to nye græsbaner ved Skive Stadion, Egeris.

Skive Idrætssamvirke har i forbindelse med budgetbehandlingen for 2019 indsendt en prioriteret liste over anlægsønsker, og her står de to nye græsbaner øverst.

HATTING
Udstykning
Plan- og Miljøudvalget i Horsens Kommune anbefaler, at byrådet godkender forslag til Lokalplan 337 Boliger, Præstemarksvej/Hatting Øst, Hatting, som er udarbejdet med henblik på at udstykke nye byggegrunde i Hatting, og fremlægger det i offentlig høring i otte uger.

Planområdet er et eksisterende landbrugsareal på cirka 34 hektar, og lokalplanen fastlægger områdets anvendelse til boligbebyggelse i form af åben-lav og/eller tæt-lav boligbebyggelse.

Lokalplanen vil desuden sikre et dige langs områdets østlige skel og giver mulighed for på sigt at nedrive den bevaringsværdige ejendom Østerhåbsvej 80.

HORSENS
Klimatilpasning
Plan- og Miljøudvalget i Horsens Kommune anbefaler byrådet, at der frigives anlægsmidler til Søndergade og omlægning af Bygholm Å.

I forbindelse med renoveringen af Søndergade er der skabt mulighed for at arbejde med klimatilpasningsløsninger, der kan håndtere større mængder vand i forbindelse med skybrudssituationer.

Samtidig skal arbejdet med udviklingen af Åkvarteret og udarbejdelsen af udviklingsplanen for området understøttes. Der søges derfor tillæg til anlægsbevilling vedrørende renoveringen af Søndergade og tillæg til anlægsbevilling vedrørende udviklingen af Åkvarteret/omlægning af Bygholm Å.

Udvalget anbefaler samtidig, at byrådet giver grønt lys til at sætte klimatilpasning ved Torvet og det videre arbejde med udviklingen af Åkvarteret i gang.

ØSTER ALLING
Regnvandsbassin
Miljø- og Teknikudvalget i Norddjurs Kommune har godkendt forslag til tillæg nr. 3 til spildevandsplanen.

Tillægget har til formål at inddrage et areal syd for Øster Alling by til etablering af et regnvandsbassin, som AquaDjurs planlægger at etablere i løbet af i år som led i den afsluttende separering af regnvand og spildevand i Øster Alling.

Det vil være muligt at koordinere anlægsarbejdet med en samtidig etablering af et kommende vådområdeprojekt i Øster Alling Enge, hvor overskudsjord kan bruges til at afdække grøfter

REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSBERG
Klimatilpasning
I Budget 2020 har Frederiksberg Kommune afsat penge i to puljer, der skal sikre den nødvendige projektledelse til implementering og forsat videreudvikling af skybrudsprojekterne i henhold til klimatilpasningsplan og skybrudskonkretiseringsplanerne, så målene kan opnås. Puljerne er på henholdsvis 3,5 mio. kr. og 1,9 mio. kr. Implementeringen af klimatilpasningsplanen bevæger sig i de kommende år fra en overvejende planlægningsfase til en implementeringsfase, hvor mål og anlæg fastsat i planerne skal udmøntes. I 2020 forventes der at blive anlagt konkrete skybrudsprojekter for i alt 51 mio. kr.

By- og Miljøudvalget godkendte på sit seneste møde forvaltningens disponering af midlerne i de to puljer.

FREDERIKSBERG
Klimatilpasning
By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune har godkendt forvaltningens forslag til disponering af 930.000 kr. til implementering af indsatser i Spildevandsplan 2019-2031 godkendes.

Konkret forslås midlerne anvendt til at udarbejde en regnvandsplan med fokus på afkobling af regnvand fra kloak, foretage en serviceniveauanalyse af kloaksystemet samt gennemføre en evaluering af de eksisterende skybruds- og klimatilpasningsplaner.

DRAGØR
Cykelstativer
By-, Erhvervs- og Planudvalget i Dragør Kommune har godkendt et revideret forslag til placering af faste cykelstativer langs Kongevejen og på Badstuevælen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.124