Det er spændende for branchen og kan også have positive gevinster, at udlandet i form af franske Idverde i denne uge har købt sig ind i den danske landskabs- og anlægsgartnerbranche ved at hive Malmos ind i familien.
Sådan lyder det fra direktør i brancheforeningen Danske Anlægsgartnere, Michael Petersen.
Samtidigt tror han ikke, at opkøbet er et startskud til en konsolideringsbølge.
- Jeg synes, det er spændende, at vores branche, som er præget af dygtige og videnstunge virksomheder, også er et sted, hvor udlandet kigger hen, fortæller han og fortsætter:
- Men jeg tror ikke og ser det ikke som start på en bølge af konsolideringer og opkøb, fortsætter han.
Bliver der tale om noget, så tror han mere på nationale sammenlægninger end udenlandske opkøb, forklarer han og understreger samtidigt, at de udenlandske opkøb "selvfølgelig ikke kan udelukkes".
Michael Petersen fremhæver desuden håb om, at Idverdes opkøb kan give yderligere fokus på branchen og det grønne, som allerede er kommet mere i fokus i dag.
- Jeg håber, at det her kan være med til, at flere unge får øjnene op for branchen, siger han og fortsætter:
- Når udlandet og store koncerner viser interesse, så tror jeg, det skaber noget fokus på, at det her er en branche med spændende muligheder, lyder det fra branchedirektøren.
Foruden tiltrækning af flere unge fremhæver han imageløft som en anden gevinst.
Større slagsmål i markedet
Til spørgsmålet om, hvad det får af betydning for branchen, at Malmos nu er i familie med en internation spiller, og at Idverde har ambitioner om at komme op på 10 pct. af det danske marked, siger Michael Petersen:
- Det kan have to betydninger. Et er, at der bliver større slagsmål om markedsandele. En anden ting er, at jeg håber og tror, de vil medvirke til at udvide markedet og være med til at skabe endnu flere grønne projekter.
Malmos oplyser over for Licitationen - Byggeriets Dagblad, at de foruden vækst vil kæmpe for, at anlægsgartnerbranchen bliver involveret tidligere i projekter end i dag.
- Det er super positivt og falder godt i tråd med det, vi vil i Danske Anlægsgartnere, siger Michael Petersen og fremhæver blandt andet initiativet Green Cities, som arbejder for, at der bliver etableret flere grønne byrum.
Branchedirektør tror ikke på konsolideringsbølge
Hos Danske Anlægsgartnere ser man ikke franske Idverdes opkøb af Malmos A/S som start på en bølge af konsolideringer i branchen