REGION HOVEDSTADEN
HUMLEBÆK
Padelbaner
Fritids- og Idrætsudvalget i Fredensborg Kommune har godkendt en foreløbig tids- og procesplan for etablering af to nye padelbaner ved Humlebæk Idrætscenter.
Fredensborg Kommune har afsat 2,5 mio. kr. til i alt fem nye padelbaner, heraf 1 mio. kr. i år til de to første af slagsen, der altså etableres i tilknytning til Humlebæk Idrætscenter.
Hver padelbane bliver 10 meter gange 20 meter og etableres med sandfyldt kunstgræs, glasbander, stålgitter samt belysning.
Projektet forventes udbudt i begrænset licitation i en samlet totalentreprise.
Det forventes at de nye padelbaner kan tages i brug begyndelsen af november 2020.
REGION SJÆLLAND
JYDERUP
Ridebane
Holbæk Kommune har meddelt landzonetilladelse til etablering af en ridebane på Aggersvoldvej 39, Jyderup.
Der kan klages over afgørelsen til Planklagenævnet frem til 6. februar.
Der er søgt om tilladelse til at etablere en ridebane på 20 x 60 meter, som etableres oven på terræn ved at udlægge 15 cm stenmel og fem cm grus. Der kommer ikke lys på banen eller hegn omkring banen.
REGION SYDDANMARK
VEJLE
Rekreative tiltag
Vejle Byråd vedtog med budgetforlig 2020 at afsætte penge til etablering af rekreative tiltag i forbindelse med et klimaprojekt ved boldbanerne ved Østerbrogade/Horsensvej i Vejle, og på sit seneste møde anlægsbevilgede byrådet 5 mio. kr. til formålet.
Vejle Spildevand A/S, Boligforeningen ØsterBo og Vejle Kommune er i gang med et større klimaprojekt, som består af mange delprojekter, som skal sammentænkes, så der opnås mest mulig synergi i forbindelse med at området skal separatkloakeres og klimasikres.
Et af delprojekterne består af forsinkelsesbassiner, som etableres på de eksisterende boldbaner ved Østerbrogade/Horsensvej.
JELLING
Parkeringspladser, fritlægning af palisade og arkæologiske undersøgelser
Der er behov for flere parkeringspladser til både busser og biler i tilknytning til Monumentområdet og Kongernes Jelling.
Der foreligger nu et projekt for etablering af en parkeringsplads mellem rundkørslen ved Herningvej og Kollegievej og den eksisterende gård Anesmide.
Parkeringspladserne udføres i grus med afvanding til grønne områder langs parkeringspladserne. Der bliver i denne etape udført cirka 130 parkeringspladser til biler og syv parkeringspladser til busser.
Parkeringsområdet bliver forbundet med Kongernes Jelling via nyt stisystem også udlagt i grus.
Med Vejle Kommunes erhvervelse af Anesminde er det blevet muligt at udføre etape 2 af markering af palisaden. I de grønne områder på strækningen mellem Herningvej og Vestergade markeres palisaden med hvide fliser og søjler som i resten af Monumentområdet.
Derudover laves en markering ved krydsning af Herningvej. Mellem Vestergade og Mølvangsvej etableres markeringen af palisaden langs parkeringspladsen.
Vejle Byråd afsatte på sit seneste møde en bevillingsramme på 6.360.000 kr. eksklusive moms til afholdelse af udgifter til etablering af parkeringspladserne, fritlæggelse af palisaden samt egentlige arkæologiske undersøgelser.
Samtidig blev der givet grønt lys for at sætte arbejderne i gang.
REGION MIDTJYLLAND
JEGINDØ
Torv og promenade
Struer Byråd har frigivet 2.030.000 kr. til etablering af havnetorv og havnepromenade på Jegindø Havn. Samtidig har byrådet sagt ja til at fremrykke 350.000 kr. fra 2021 til 2020.
Udviklingen af Jegindø Havn gennemføres i ni faser, som kan realiseres uafhængigt af hinanden.
Udover torv og promenade indgår der blandt andet en ny administrationsbygning til Jegindø Finest, et nyt hus med toilet- og badefaciliteter til brug for besøgende på havnen, museet og sejlere fra lystbådehavnen, ombygning og tilbygning af café og spisehus, renovering af nordre indermole og etablering af et rekreativt område på samme mole.
ØSTER ALLING
Regnvandsbassin
Miljø- og Teknikudvalget i Norddjurs Kommune har godkendt forslag til tillæg nr. 3 til spildevandsplanen.
Tillægget har til formål at inddrage et areal syd for Øster Alling by til etablering af et regnvandsbassin, som AquaDjurs planlægger at etablere i løbet af i år som led i den afsluttende separering af regnvand og spildevand i Øster Alling.
Det vil være muligt at koordinere anlægsarbejdet med en samtidig etablering af et kommende vådområdeprojekt i Øster Alling Enge, hvor overskudsjord kan bruges til at afdække grøfter mv.
Det var oprindeligt planen om at lede overfladevandet fra byen ned igennem vådområdet, som anlægges i et tilstødende område, men dette har imidlertid ikke været teknisk muligt.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Humlebæk, Jyderup, Vejle, Jelling, Jegindø og Øster Alling