23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Herlev-entreprenør: Man kan godt tale en krise i gang

En del af byggebranchens tilbageholdenhed kan forklares med den stigende snak om krise, mener direktør

Hos WR Entreprise i Herlev har to store projekter fyldt det meste de senere år. Dermed har man været sikret mod lunefulde konjunkturudfald hos virksomheden, der i seneste regnskabsår præsterede en pæn fremgang.

Og selvom snakken om en nedgang i byggeriet også er nået til Herlev, er det ikke noget, man har kunnet mærke i hverken ordrebogen eller på bundlinjen. Det fortæller direktør og hovedaktionær i WR Entreprise, Willy Rasmussen, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- Generelt har jeg ikke oplevet nogen krise i byggeriet i år, og jeg har heller ikke hørt andre være påvirket af det, slår direktøren fast.

Dog har der i årets løb været tegn på stagnation, fortæller han:

- Særligt lige op til sommerferien fornemmede jeg, at der var en vis stilstand, hvor mange bygherrer var afventende, uddyber Willy Rasmussen.

Og ifølge direktøren skal en del af forklaringen findes i retorikken fremfor konjunkturerne.

- Jeg tror, at meget af det skyldes, at der har været så meget snak om krise; på den måde kan man godt tale en krise i gang, mener jeg, og det er i hvert fald ikke al snakken, der har været hold i, slår han fast.

Store projekter
WR Entreprise opererer primært som totalentreprenør og udfører udelukkende opgaver i Københavnsområdet.

De seneste år har virksomhedens omkring 23 ansatte hovedsageligt været beskæftiget på de to store boligprojekter Valby Maskinfabrik og Frederiks Brygge, og Willy Rasmussen peger på det faktum som endnu en grund til, at virksomheden ikke har mærket noget til nedgangen.

- Vi er jo en relativt lille virksomhed, så når vi lander de her store projekter, så er vi ikke så afhængige af, hvordan branchen som helhed har det, fortæller Willy Rasmussen.

Nu kan WR Entreprise imidlertid se enden på begge projekter, der har udgang i foråret 2020. De seneste måneder er gået med at sikre nye opgaver, og her kan Willy Rasmussen til gengæld bekræfte, at der er blevet lidt færre projekter at slås om.

- Det er helt klart, at der i København og omegn sættes færre nye boligprojekter i gang, men det er jo en naturlig udvikling, efter der de seneste otte-ti år har været et ekstremt højt niveau, lyder vurderingen.

Sundt for kvaliteten
Ifølge Willy Rasmussen er det altså ude af proportioner at tale om en krise, selvom han kan genkende billedet af en vis afmatning. Den erfarne entreprenør peger dog på, at den udvikling ikke kun er af det onde.

- Jeg tror, at det er sundt nok for hele branchen, at det lige sætter sig en smule, fortæller Willy Rasmussen, der de senere år har oplevet, at der har været stort pres på branchen som helhed.

- Den enorme aktivitet har også betydet, at mange nye har søgt til, og det er nogle steder gået ud over det byggetekniske. Nedgangen medfører, at de, der ikke er dygtige nok, forsvinder igen, og derfor kan det såmænd være sundt nok, slår byggedirektøren fast.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.191