REGION HOVEDSTADEN
HVIDOVRE
Skole
Hvidovre Kommunalbestyrelse har besluttet at gennemføre en forudgående høring om ændring af Kommuneplan 2016 - nyt plangrundlag for Gungevej 1 og 2 og har godkendt administrationens forslag til høringsmateriale.
Kuben Management har på vegne af Hvidovre Privatskole ansøgt om udarbejdelse af et nyt plangrundlag for ejendommene på Gungevej 1 og 2, så der kan indrettes privatskole i de eksisterende bygninger på disse ejendomme. Ansøger ønsker at renovere og indrette kontor- og produktionsbygningerne på Gungevej 1 samt kontorbygningen på Gungevej 2 til klasseværelser og lærerværelse, mens lagerbygningen på Gungevej 2 ønskes ombygget til sports- og gymnastikhal.
En anvendelse af ejendommene til skole forudsætter, at der udarbejdes nyt plangrundlag.
REGION SJÆLLAND
NÆSTVED
By- og boligkvarter
Næstved Byråd har godkendt forslag til Rammelokalplan 083 og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg for et by- og boligkvarter ved Stenlængegård. Planforslagene fremlægges i offentlig høring i dag, og høringen slutter 2. marts 2020.
Rammelokalplanen skal give mulighed for, at området syd for Holsted Nord og Næstved Nord St., ved navn Stenlængegård, kan udvikles til et nyt by- og boligkvarter i Næstved.
I 2008 udskrev Næstved Kommune en arkitektkonkurrence med henblik på at skabe et Arenakvarter, der foruden boligformål skulle kunne rumme større sportsfaciliteter. Disse planer blev aldrig realiseret, og det er nu besluttet, at en ny vand- og svømmefacilitet skal placeres i Stenlængegård.
Lokalplan 083.1 for den første byggeretsgivende etape ved Stenlængegård følger i januar 2020, og så snart byggeplanerne for kommunens vand- og svømmefacilitet i området er konkretiseret fremlægges Lokalplan 083.2 for dette projekt.
REGION SYDDANMARK
SØNDERBORG
Daginstitution
Sønderborg Byråd har godkendt Lokalplan 4.4-6 for daginstitution på Møllegade.
Sønderborg Kommune har i budgetaftale 2019-2022 afsat i alt 32 mio. kr. til igangsætning af et ambitiøst kommunalt daginstitutionsbyggeri, placeret på Møllegade i Sønderborg. Lokalplanen sikrer, at området kan anvendes til offentlig formål, og således at institutionen kan opføres som planlagt.
Det er i det foreløbige projekt for den nye daginstitution forudsat, at den skal kunne rumme op til 130 børn.
REGION MIDTJYLLAND
LIND
Lager og administration
Herning Byråd har godkendt forslag til lokalplan nr. 61.E8.1 for erhvervsområde ved Messevejen og Vejlevej i Lind og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg. Planforslagene skal gøre det muligt for en virksomhed i området at udvide sin bygningsmasse med yderligere lagerfunktioner og administration.
HERNING
Almene boliger
Herning Byråd godkendte på årets sidste møde et forslag til plan for almene boliger 2020-2023.
I forslaget til plan for almene boliger er der indarbejdet et nyt projekt i 2023 i form af 40 familieboliger i Gødstrup. De øvrige projekter er vedtaget i tidligere planer.
HERNING
Boliger
Herning Byråd har godkendt forslag til lokalplan nr 51.C1.1 for boliger ved Snejbjerg Hovedgade og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg.
Planforslagene er udarbejdet for at give mulighed for opførelse af boligbebyggelse i to-tre etager på hjørnet af Snejbjerg Hovedgade, Toustrupvej og Sydgaden i Snejbjerg.
Lokalplanområdet omfatter en tidligere dagligvarebutik med tilhørende parkeringsareal samt to boliger. Dagligvarebutikken står tom, og grundejer ønsker at udvikle sin ejendom.
SUNDS
Erhvervsbyggeri
Herning Byråd har vedtaget lokalplan nr. 39.E17.1 for virksomhed ved Sundsvej syd for Sunds og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Lokalplanforslagets formål er at muliggøre udvidelse af en eksisterende tekstilvirksomhed ved Sundsvej syd for Sunds. Virksomheden ønsker at inddrage et areal på cirka 4.000 kvm med henblik på at opføre en ny hal. Derudover ønsker virksomheden på længere sigt at udvide den eksisterende bygning med en ekstra etage på cirka 1.400 kvm.
ØRNHØJ
Udbygning af plejehjem
Herning Byråd har vedtaget lokalplan 84.OF1.1 og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Det nye plangrundlag giver mulighed for en udvidelse af Ørnhøj Friplejehjem med flere ældreboliger.
HOLSTEBRO
Udskiftning af køkkener
NordVestBO afdeling 16 og afdeling 31 i Holstebro har besluttet at udskifte køkkener ved kollektiv individuel råderet. Afdeling 16 består af 40 lejemål med adresse på Den Røde Plads og afdeling 31 af 49 lejemål med adresse i Toftegade 3-103 og 11 lejemål i Sønderlandsagde 34. De 11 lejemål i Sønderlandsgade indgår ikke i køkkenplanerne.
Udskiftningen af køkkener i afdeling 16 er budgetteret til 2.670.000 kr., og i afdeling 31 til 3.269.000 kr. Begge steder lånefinansieres køkkenudskiftningen.
Holstebro Byråd har sagt ja til at stille kommunegaranti og har godkendt den huslejestigning, de nye køkkener medfører.
AARHUS
Hospitalsapotek og vaskeri
Planlægningen af nye fysiske rammer for det regionale Hospitalsapotek samt det regionale vaskeri, midtVask, der skal placeres i tilknytning til Aarhus Universitetshospital, er godt i gang.
Byggeriet var på dagsordenen, da regionsrådet i Region Midt forleden holdt møde, og her blev der taget stilling til udbudsstrategi og tidsplan samt projekteringsbevilling.
Regionsrådet besluttede, at projektet udbydes i totalentreprise på basis af et funktionsudbud. Der blev desuden givet en anlægsbevilling til Hospitalsapoteket på 6 mio. kr. til at afholde projektudgifter i 2020, og en anlægsbevilling på 3 mio. kr. til Aarhus Uiversitetshospital til at afholde projektudgifter i forbindelse med nyt vaskeri i 2020.
Der er på basis af et rådgiverudbud tidligere på året antaget en bygherrerådgiver til at bistå Projektafdelingen Aarhus Universitetshospital med at gennemføre processen. De to byggerier skal opføres side om side.
Ifølge tidsplanen vil regionsrådet blive forelagt indstilling om valg af vinderprojekt, totalentreprenør samt godkendelse af anlægsbevilling til projektet i oktober 2020.
SKANDERBORG
Ombygning af tagetage
Skanderborg Byråd har vedtaget Kommuneplantillæg 16-31 endeligt, og hermed er der banet vej for en udvidelse af Skanderborg Sundhedshus.
Udvidelsen kommer i stand ved at ombygge tredjesalen på den ældste del af det nuværende byggeri fra i dag at være en udnyttet tagetage til en hel etage.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Hvidovre, Næstved, Sønderborg, Lind, Herning, Sunds, Ørnhøj, Holstebro, Aarhus og Skanderborg