Camilla van Deurs er stadsarkitekt i København og hun har en mission.
- Efter at vi kom nogenlunde i mål med at skabe større og mere familievenlige lejligheder, så København op gennem 00’erne igen blev attraktiv for børnefamilier, skal vi nu for alvor se på efterslæbet. Vi vurderer, ud fra den demografiske udvikling, at vi har brug for 60.000 nye boliger over næste 10 år og heraf skal de 12.000 være studieboliger, siger hun til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Som arkitekturens stemme i Københavns Kommune har hun og kollegerne i efteråret haft travlt med udkastet til en ny kommuneplan, der er i høring frem til nytår. Foreløbigt er der kommet 570 høringssvar.
- Vi kan ikke nybygge os ud af problemerne. Vi skal for alvor diskutere lejlighedsstørrelser, for ikke alle familier passer i dag til en to en halv-værelses lejlighed. Vi har brug for andre typer boliger, for eksempel generationsboliger, ældreboliger, bofællesskaber og helt små boliger, til at fremme diversiteten i København, siger Camilla van Deurs til Licitationen.
Et meget stort efterslæb
Hun minder om, at København fortsat har 3.000 boliger uden toilet og 22.000 uden bad. Derudover er der alene i Hovedstadsområdet 141.000 støjbelastede boliger, hvor beboerne bliver udsat for vejstøj på mere end 58 db.
- Med så stort et efterslæb skal løsningerne findes i primært den eksisterende bygningsmasse, hvor fraflytninger på sigt kan frigive billigere boliger. Helhedsplanerne for bygningsfornyelse rummer i høj grad mere inddragelse af for eksempel tag- og loftsrum, siger Camilla van Deurs.
Hun fortæller at Københavns Kommune kigger på mulighederne for flere tagboliger.
- Men skal man lave ny taglejligheder, skal det fortsat passe til arkitekturen. Der skal være gode daglysforhold og renoveringen må ikke forringe vilkårene for de andre beboere, siger hun.
Om de lejlighedssammenlægninger, der hen over årene er sket, men som der nu er færre af, siger hun:
- Vi kommer ikke til at forbyde lejlighedssammenlægninger. Det kan give god mening i nogle tilfælde for den enkelte familie, men i fremtiden vil vi se mere kritisk på det, for de nye mål er mindre og billigere lejligheder, for at imødekomme tilflytningen, siger hun til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Forslag til mindre boliger
Rådgivervirksomheden Cowis beregninger viser et potentiale på 22.000 boliger i forbindelse med etablerring af nye tagboliger.
Desuden er der på næste års budget afsat 190 mio. kr. til grundkapital til nye almene boliger, men det er, som Camilla van Deurs siger, en lidt anden historie.
- Med hensyn til lejlighedsstørrelser prøver vi med en model, der fastholder 50 pct. med en krav om mindst 95 kvm og sætter resten ned til en størrelse på minimum 40-50 kvm. Det endelige tal er stadig under politisk drøftelse, understreger hun.
Stadsarkitekten påpeger dog, at uanset om der er planer for nye tagrum hos den almene sektor, i andelsforeninger eller hos private, så vil der stadig være de samme krav til friarealer og parkering.
- Og man må heller ikke bare nedlægge pulterrum eller vaskerum, hvis det forringer vilkårene for beboere. Det er også vores opgave som myndighed at holde øje med det, siger hun.
3.000 boliger i København er uden toilet
.. og 22.000 mangler fortsat bad. Sideløbende med de nødvendige renoveringer bliver der over de næste 10 år brug for 60.000 nye boliger i hovedstaden, siger hovedstadens stadsarkitekt Camilla van Deurs