Efter tre regnskabsår i træk med vækst på bundlinjen går resultatet før skat tilbage hos Dorte Mandrup A/S i 2018/19.
Det gælder fra 8,3 mio. kr. i 2017/18 til 4,8 mio. kr. i det seneste regnskab.
At det ikke ville blive til vækst her formulerede arkitektvirksomheden allerede forventning om i forbindelse med regnskabsaflæggelsen sidste år. Her lød forventningen, at der ville blive tale om en omsætning på niveau med 2017/18 og et resultat under.
Nettoomsætningen falder fra 60,2 mio. kr. til 55 mio. kr., mens bruttoresultatet holder niveau og faktisk går frem fra 37,9 mio. kr. til 38,8 mio. kr.
- Det har været et år, hvor vi har haft meget vind i sejlene i første halvår, men hvor vi tabte momentum i andet halvår, forklarer adm. direktør Frants Nielsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Taget i betragtning af, at det har været et regnskabsår med delvis fremdrift og opbremsning, er vi tilfredse med regnskabet, fortsætter han.
Ramt af udskudte projekter
Af ledelsesberetningen fremgår det, at tilbagegangen primært skyldtes større projekter, som blev sat i bero, og nye projekter, som ikke er blevet igangsat eller er igangsat senere end forventet.
- Vi er fortsat en mindre tegnestue, der har meget store projekter. Det gør, at vi er eksponeret for udsving, fortæller Frants Nielsen, der oplyser, at Bestseller Tower & Village samt Ikea-byggeriet ved Kalvebod Brygge i København er to af virksomhedens projekter, som er sat på pause.
Det fremgår desuden af ledelsesberetningen, at det er vigtigt for virksomheden som minimum at fastholde omsætningen på niveauet i 2017/18 for at drive en "velkonsolideret virksomhed med en professionel organisation", der kan skabe "ikoniske byggerier".
Og at der er brugt betydelige ressourcer i regnskabsårets anden halvdel på at sikre en solid portefølje, så man kan fastholde ambitionen på toplinjen.
Her er det desuden prioriteret at fastholde den organisationsstruktur, som er opbygget under de sidste års vækst, lyder det.
"Dermed har aktiviteten og personaleomkostningen været høj på trods af den lavere omsætning, hvilket medfører et lavere resultat på bunden", beskriver ledelsesberetningen.
- Det kræver et beredskab af medarbejdere og kompetencer, når man vil arbejde internationalt, forklarer Frants Nielsen.
Forventer mere i udlandet
I 2018/19 har hjemmemarkedet fyldt meget for Dorte Mandrup A/S, men de projekter, virksomheden er i spil til, er især internationale, fortæller Frants Nielsen.
- Vi har en klar forventning om, at den internationale omsætning vil fylde mere og mere, siger han og påpeger, at det her spiller ind, at de internationale projekter bliver større.
I dag har Dorte Mandrup A/S især fokus på Norge, Sverige, Tyskland og Holland. Derudover kommer Nordamerika.
- Og så søger vi altid de helt særlige opgaver, siger Frants Nielsen.
For indeværende regnskabsår fremhæver han ønske og forventning om en bruttofortjeneste på niveau med 2018/19, men en bundlinje under.
- Hele 2019 har været besværligt for os. Det gør, at vi ikke kommer til at se en bundlinje på samme niveau, forklarer han.
- Modsat 2018/19 forventer vi et dårligt efterår, men et godt forår, fortsætter han.
Desuden fremhæver han, at Dorte Mandrup modsat tendensen med opkøb i arkitekt- og rådgivervirksomheder ingen planer har om at følge trop.
- Vi har det helt fint med at være en højt specialiseret og uafhængig tegnestue, siger Frants Nielsen.
Dorte Mandrup dykker i nyt regnskab
Udskudte projekter har medvirket til, at bundlinjen har taget et dyk for arkitektvirksomheden i 2018/19, og forventningen er også tilbagegang i indeværende regnskabsår