23948sdkhjf

Grønt lys til nye boliger i Støvring

Ådalscentret på Kronhjorten i Støvring Ådale står over for at blive udvidet med 20 nye plejeboliger i forhold til de nuværende 30 boliger.

De 20 boliger skal erstatte de 18 plejeboliger, der nu bliver nedlagt på Ældrecentret Mastruplund i Støvring i forbindelse med planerne om at der her skal oprettes fælles akut- og rehabiliterings- samt aflastningspladser til plejekrævende borgere fra hele Rebild Kommune. Det skriver Nordjyske.

Boligselskab bliver bygherre
Det bliver Boligselskabet Nordjylland, der bliver bygherre for opførelse af de 20 nye plejeboliger på hver 70 kvadratmeter.

Kuben Management har på vegne af Boligselskabet Nordjylland og Rebild Kommune nu fremsendt en anmodning om godkendelse af skema A for opførelsen af de 20 plejeboliger på et samlet areal på 1400 kvadratmeter samt det tilknyttede serviceareal på 321 kvadratmeter, hvor Rebild Kommune er bygherre.

Den samlede anskaffelsessum for boligdelen udgør 33,558 mio. kr., hvilket svarer til en kvadratmeterpris på 23.970 kr. Anskaffelsessummen finansieres med realkreditlån for de 88 pct., et kommunalt grundkapitallån på 10 pct. og beboerindskud på to pct.

Teknik- og mljøudvalget har efter behandling af Kuben Managements ansøgning nu indstillet til økonomiudvalget og byrådet, at der til Landsbyggefonden ydes det ønskede grundkapitalindskud på 3.335.800 kr., svarende til 10 pct. af anskaffelsessummen for boligdelen.

Klar til brug i 2022
Planen for udvidelsen af Ådalscentret er, at byggeriet afsluttes med udgangen af 2021 og at de 20 nye plejeboliger tages i brug 1. kvartal 2022.

Som udgangspunkt er det planen at kategorisere de nye plejeboliger som en kombination af 10 almindelige pladser og 10 som demenspladser.

Men selve kombinationen bliver ifølge direktør Charlotte Larsen først endelig fastlagt, når der skal udarbejdes driftsøkonomi ved ibrugtagningen af de 20 ny plejeboliger i Ådalscentret primo 2022.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.125