23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Entreprenør afviser beskyldninger

Hos Farum-entreprenøren G.V.L Entreprise A/S er man uenig med Vestsjællands Almene Boligselskab (VAB) i, at virksomheden har ansvaret for, at byggeriet af Holbæk Havneby er et år forsinket.

- Der kan være mange årsager til, at et byggeri forsinkes. Vi er uenige med vores bygherrer om årsagen - vi mener blandt andet, at projektet og styringen med det har været særdeles dårligt håndteret. Men den problematik løser vi med dem i overensstemmelse med aftalegrundlaget og ikke i Licitationen, skriver Allan Pagh Hansen, direktør i G.V.L, i et mailsvar til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Her gør han det klart, at der er dialog om afleveringen med de to bygherrer på projektet, og han oplyser, at G.V.L har afvist bygherrernes dagbodskrav.

- Vi har afvist dagbodskravet, men har derimod krævet blandt andet kapacitetsomkostninger og forlænget byggeplads, da vi ikke mener, at forsinkelsen er vores ansvar, lyder det.

Holbæk Havneby skulle være afleveret i november sidste år.

Afviser manglende betaling
VAB er blandt andet kritisk over for stor udskiftning blandt G.V.L’s underentreprenører. Til det fremhæver Allan Pagh Hansen, at når en tidsplan forskydes, betyder det noget for planlægningen - blandt andet aftaler med underentreprenører.

Og VAB’s oplevelse af, at underentreprenørerne stopper som følge af manglende betaling fra G.V.L, genkender han ikke:

- Det er en påstand jeg ikke kan genkende. For at få en god afvikling af en storentreprise, er det helt væsentligt, at der foreligger et ordentligt projekt, og at tekniske forespørgsler besvares til tiden, skriver Allan Pagh Hansen.

Tre underentreprenører mener, at G.V.L skylder dem penge for arbejde på Holbæk Havneby. Det afvises af virksomheden.

- Eftersom de vil være anonyme, er det jo vanskeligt at kommentere konkret på påstanden. Som jeg har nævnt tidligere, får man selvfølgelig betaling for det arbejde, man har udført, og som man er berettiget til i henhold til aftalegrundlaget, som vi har indgået med en anden professionel entreprenør, lyder det fra Allan Pagh Hansen.

Kender ikke til afvisning af krav
Hos VAB ønsker adm. direktør Karsten Krüger ikke at kommentere yderligere end at sige, at han er uenig med G.V.L om, at projektet og styringen med det har været "særdeles dårligt" håndteret.

Afvisningen af manglende betaling til underentreprenører og kommentaren om, at det for at få en god afvikling af et projekt er væsentligt, at der foreligger et ordentligt projekt, og at tekniske forespørgsler besvares til tiden, ønsker han heller ikke at kommentere.

Til gengæld genkender Karsten Krüger ikke, at dagbodskravet skulle være afvist:

- Jeg har ikke indtrykket af, at de har afvist noget dagbodskrav. Det er ikke det, jeg har fået oplyst, siger han og påpeger, at det endelige krav ikke er blevet rejst endnu.

Det sker ved byggesagens afslutning, oplyser Karsten Krüger.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.234