Hvordan er du selv kommet til Vejforum?
Formand Eva Kanstrup stillede spørgsmålet til salen i sin åbningstale som noget af det første til årets Vejforum i Nyborg. Hun ville gerne vide, om deltagerne havde taget bilen, toget eller cyklen.
Resultatet var ikke så overraskende, men det vender vi tilbage til.
Vejforum har i 2019 som i de foregående år fokus på to af de helt store klinger i samfundshjulet og i vejbranchen: klima og teknologi. De to hovednumre onsdag var teknologijournalisten Nikolaj Sonne fra Danmarks Radio og transportminister Benny Engelbrecht (S).
Ministeren kunne - sikkert til ærgrelse for flere i salen - ikke referere til nye vejprojekter i sit oplæg. Der kom nemlig ikke nogen med i den nye finanslov, men det skal nok komme, forsikrede han.
Regeringen er i øjeblikket i gang med at undersøge potentielle infrastrukturprojekter for ikke bare transportøkonomi, men også klimaeffekter.
- Det er også en grundene til, at vi går i gang med forhandlinger om en ny investeringsplan næste år og ikke allerede er undervejs, sagde Benny Engelbrecht.
Transport skal bidrage
Han blev interviewet af journalist Søren Carlsen fra P1, som forsøgte at få svar på, hvor meget transportsektoren skal bidrage med i målet om at sænke CO2-udledningen med 70 pct. i 2030 i forhold til 1990.
- Det lægger vi os fast på i den klimahandlingsplan, der kommer. Landbruget, bygninger og transport er de sektorer, der udleder mest. Hvor meget de enkelt snitflader kommer til at udgør, kan vi ikke sige endnu, svarede Benny Engelbrecht, der fastslog, at transportsektorens bidrag forventes at blive "betydeligt".
Hvornår får vi førerløse biler?
Nikolaj Sonne gav i sit oplæg et overblik over, hvor langt fremme udviklingen af kunstig intelligens er. Det var ikke decideret målrettet vejene og transportsektoren, men førerløse biler fyldte alligevel en del.
DR-værten prikkede for eksempel til den tidligere direktør i Vejdirektoratet, Per Jacobsen, der for fire år siden skulle have udtalt, at der mindst vil gå 50 år, inden man vil se de fuldt automatiserede biler på vejene.
Så lang tid tror Nikolaj Sonne bestemt ikke, der vil gå. En ledende figur fra tyske Daimler har nævnt 2021 som året, hvor de er klar med de såkaldte niveau 5-biler, altså fuldt selvkørende.
Flest bilister til Vejforum
Og så vender vi tilbage til det indledende spørgsmål.
Over halvdelen af de cirka 1100 deltagere havde svaret på spørgsmålet om transportmiddel, hvilket foregik elektronisk, ved redaktionens deadline. Resultatet viste, at cirka 83 pct. af deltagerne på vejbranchens årlige konference havde benyttet bilen til mødestedet i Nyborg. Heraf dog størstedel ved samkørsel.
Omkring en sjettedel havde taget toget til Nyborg, der er stationsby og et fast stop på ruten mellem Aalborg og København, mens blot en håndfuld havde sat kryds ved cyklen.
Dermed skiller trafikken til konferencen sig ikke synderligt ud fra den gennemsnitlige befolkning, når det handler om at komme fra a til b.
Ifølge transportministeriet foregår 90 pct. af den samlede trafik i Danmark på vejene. Det inkluderer dog både biler, cykler og godstrafik.
Vejforum satte spot på klima og teknologi
Cirka 1100 var med på førstedagen af årets største konference i vejbranchen