Ingen panik over bæredygtigt byggeri: Lad os få flere mursten og færre jurister
Byggeriet har stor indflydelse på CO2-aftrykket, og selvom vi i dag ikke har udviklet alle de løsninger, der skal sikre, at vi når i mål med reduktionen, nytter det ikke at blive handlingslammet eller gå i panik.
Jeg er overbevist om, at byggeriet kan bidrage langt mere til løsning af klimaudfordringerne - indenfor de gældende udbudsregler - hvis vi blot vover at gå nye veje.
Region Hovedstaden har modigt valgt det spor, vi kalder strategiske partnerskaber; en effektiv samarbejdsmetode til over de næste 10 år at indhente det vedligeholdelsesefterslæb på syv mia. kr., der er konstateret på regionens bygninger.
Regionen anslår, at de alene skal udbyde 500 opgaver i 2020, hvilket vil være meget ressourcekrævende i den vanlige udbudsmodel.
Hvis vi antager, at der til hver opgave er fem tilbudsgivere, som hver investerer 200.000 kr., løber de samlede transaktionsomkostninger op i 500 mio. kr. Eftersom intet er gratis, er der kun vores fælles skattekroner til at finansiere det. Med regeringens øremærkning af blot en mia. kr. til grøn forskning i finanslovsforslaget vil det betyde meget, hvis vi kunne flytte den andel af den halve mia., vi ved går tabt i spild, konflikthåndtering og kontraproduktion, til innovative og bæredygtige løsninger.
Den valgte vej er altså helt i tråd med FN’s verdensmål nr. 17: Partnerskaber for handling, der opfordrer til partnerskaber mellem det offentlige, private virksomheder og civilsamfundet. For når vi taler om byggeri, er partnerskaber der både sparer tid og transaktionsomkostninger, afgørende for at løse klimaudfordringerne.
I et partnerskab findes der ikke noget "dem-og-os", men kun et "vi". Partnerskaber bygger på tillid og at det er et fælles anliggende at minimere og dele de risici, der er ved at bygge.
Partnerskaber er derfor også vejen væk fra den kedelige tendens, vi ser hos flere offentlige udbydere om at finde de mest radikale afvigelser til aftalesættet. Afvigelser der alene synes at have til formål at overføre risiko fra den offentlige myndighed til en privat virksomhed. Ofte er kravene til overførsel af risiko af en karakter, der ikke kan forsikres.
Samlet stiger risikoen for ressourcekrævende konflikter og uoverensstemmelser, hvilke igen betyder, at juristerne får mere at lave mens vi - skatteborgerne - får færre mursten, mindre innovation og mindre bæredygtighed for pengene.
Den anden model er at bruge udbuddet til at finde innovative løsninger på problemer, som slet ikke løses i dag.
Et eksempel kunne være, at man i stedet for blot at bede tilbudsgiverne om at svare på: "Hvor billigt kan I tegne en bygning på 1.000 kvm til 40 personer?" gør spørgsmålet til en invitation til at tænke nyt: "Vi har en organisation, hvis kerneopgave er dit og dat. Hvordan kunne en bygning udformes, så den understøtter opgaven, med mindst muligt aftryk og færrest mulige driftsudgifter?"
Endelig bør de kommende udbud forfølge et tredje spor, der handler om at involvere byggeriets vækstlag. At vælge aktører med flest referencer og størst egenkapital er ingen garanti for at nå succesfuldt i mål.
Omvendt ved vi næsten med garanti, at partnerskaber, der ikke formår at bygge bro mellem generationerne, fordi vækstlaget i dansk byggeri holdes ude, ikke kan løse vores fælles opgave med at redde kloden.
Artiklen er en del af temaet arkbyg.