En af landets største byggeentreprenører Hoffmann A/S har valgt at sælge sine vvs-aktiviteter i Alpedalens VVS A/S fra.
Salget af Fredericia-firmaet med 35 ansatte til Bravida Danmark A/S sker med virkning fra den 1. december.
- De har faktisk præsteret pæne resultater i vvs-enheden, men det har vist sig, at de synergieffekter med Hoffmann, som vi havde håbet på, de har ikke været der. Og så begyndte vi at se på, om de ikke kunne få et bedre liv et andet sted, siger adm. direktør Torben Bjørk Nielsen.
Øger samarbejde med Bravida
Alpedalens VVS har været en del af Hoffmann siden 2016, da vvs-firmaet sammen med to andre installationsfirmaer, Techniq Installation A/S og Installationsgruppen A/S, der også holder til i Trekantsområdet, blev købt.
Målet for Hoffmann var at have et teknisk forretningsområde med den samlede pakke inden for el, vvs og ventilation i erkendelse af, at de tekniske fag udgør en større og større del af byggerier.
De to andre virksomheder, som er fuldt fusioneret med Hoffmann A/S i dag, er fortsat en del af forretningen. Sidste år blev teknikenheden desuden udvidet med et elfirma fra Lejre, KLJ-EL.
Det er ikke planen, at der skal hentes et nyt vvs-firma som erstatning for Alpedalens, svarer Torben Bjørk Nielsen.
- Til gengæld forventer vi at lave et øget samarbejdet med Bravida i Jylland, siger han.
Hoffmann og Bravida arbejder blandt andet sammen på Politiskolen i Vejle.
Syvende opkøb i år
Samtlige 35 medarbejdere i Alpedalens VVS fortsætter i deres nuværende roller med afdelingschef Keld Jørgensen fra Bravida som daglig leder, fremgår det af en pressemeddelelse.
Synergier manglede mellem Hoffmann og vvs-enhed
Hoffmann ønskede et teknisk forretningsområde inden for el, vvs og ventilation. Nu er vvs-delen solgt fra