23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter på Frederiksberg, i Hørsholm, Ålsgårde, Albertslund, Køge, Store Heddinge, Bjerring, Viborg, Vestervig og Aarhus

REGION HOVEDSTADEN



FREDERIKSBERG

Ombygning og nybyggeri

Der er planer om at ombygge bygningen på Niels Ebbesens Vej 27 til to boliger og opføre en ny boligbebyggelse i fire etager på Niels Ebbesens Vej 29 på Frederiksberg. Den ny boligbebyggelse skal indeholde syv boliger.



Efter en gennemført partshøring besluttede et flertal i By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune, at der kan arbejdes videre med projektet, idet det endelige projekt inklusive rendering og mock-up skal forelægges udvalget.



FREDERIKSBERG

Tagboliger

Frederiksberg Kommune har modtaget en ansøgning om etablering af to nye boliger i tagrummet i ejendommen Frederiksberg Allé 32, På hanebåndsloftet ønskes hemse og tagterrasser til de nye boliger. Der ønskes desuden to nye elevatorer i de eksisterende bagtrappetårne, hvorved der skabes niveaufri adgang til alle lejligheder. Tagetagen udgør i alt 409 kvm, og de to nye lejligheder bliver i følge planen henholdsvis 176 og 187 kvm store.



I forbindelse med den ansøgte ombygning af tagetagen til boliger, reetableres den eksisterende tagbelægning i eternitskifer til naturskifer som oprindeligt, både mod gade- og gårdside. Endvidere vil inddækninger, flunker, tagrender mv. blive udført i kobber



Sagen blev behandlet i By- og Miljøudvalget forleden, hvor et flertal vedtog at godkende det indsendte overordnede projekt som grundlag for den videre bearbejdning af projektet i dialog med forvaltningen med henblik på dispensation fra den bevarende lokalplan og senere udstedelse af byggetilladelse.



Frederiksen Architects ApS er arkitekt på projektet.



HØRSHOLM

Renovering af ridehus og stalde

Med budgetaftalen 2020-2023 er det besluttet, at Hørsholm Kommune i samarbejde med Den selvejende Institution Hørsholm Ridehus skal udarbejde en analyse af mulighederne for at finde finansiering til nødvendig renovering af ridehus og stalde.



I første omgang har administrationen udarbejdet et oplæg til kommissorium, som beskriver rammerne for det videre arbejde.



Kommissoriet blev godkendt af Sport-, Fritid- og Kulturudvalget i Hørsholm Kommune forleden.



ÅLSGÅRDE

Boliger

Helsingør Byråd har besluttet at fremlægge forslag til lokalplan 4.37 Boligområde ved Møllevej i Ålsgårde i offentlig høring



Formålet med lokalplanen er at give mulighed for flere boliger i området og samtidig fastholde en stor del af naturen i området. Med lokalplanen øges det mulige antal boliger i området fra 16 til 49 boliger.



Boligerne kan opføres som tæt-lav boligbebyggelse eller etageboliger i maksimalt to etager.



ALBERTSLUND

Boliger

Albertslund Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan 12.7 Rammelokalplan for Hyldagerkvarteret endeligt.



Formålet med Lokalplan og kommuneplantillæg er at udlægge Hyldagergrunden til boligformål med mulighed for både åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse samt etageboligbyggeri.



Med rammelokalplanen præsenteres en vision for Hyldagerkvarteret, anvendelsen ændres fra offentlige formål til boligformål og der fastlægges nogle principper for den fremtidige planlægning i området. Da en rammelokalplan ikke er byggeretsgivende, skal der senere vedtages byggeretsgivende lokalplaner.



REGION SJÆLLAND



KØGE

Boliger og erhverv

Køge Byråd har gokendt forslag til Lokalplan 1082 - Bjerggade syd og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg, som herefter sendes i offentlig høring.



Lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af Folkarkitekters forslag til ny bebyggelse som erstatning for den eksisterende villa, der blev skadet i forbindelse med byggeri af rehabiliteringscenteret.



Lokalplanen vil gøre det muligt at opføre nyt byggeri i tre etager med op til otte boliger i størrelsen 80-90 kvm og med butik, café, liberalt erhverv eller serviceerhverv i stueetagen.



STORE HEDDINGE

Hal

Stevns Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan 193 for Stevnshallen og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.



Hermed er det planmæssige grundlag for opførelse af en ny idrætshal til erstatning for den hidtidige Stevnshal på plads. Den gamle Stevnshal planlægges nedrevet.



REGION MIDTJYLLAND



BJERRING

12 åben-lave boliger

En bygherre ønsker at opføre 12 åben-lave boliger ved Vindumvej i Bjerring, hvilket krævet et nyt plangrundlag.



Der er udarbejdet forslag til ny lokalplan, som forleden blev godkendt af Teknisk Udvalg i Viborg Kommune. Lokalplanforslaget fremlægges herefter i offentlig høring i fire uger.



VIBORG



Boliger og erhverv



Viborg Kommune har solgt en del af "Brofæstet" i Viborg Baneby til AP Pension på baggrund af et indsendt projektforslag, og der foreligger nu et udkast til forslag til lokalplan nr. 534, som Teknisk Udvalg anbefaler til udsendelse i offentlig høring i fire uger.



Lokalplanforslaget udlægger området til centerformål såsom boliger, Hærvejsbro, liberale erhverv, almen service, fitnesscenter, mindre butikker på højst 500 kvm, restauranter, hoteller og lignende. Der kan opføres bebyggelse med et maksimalt bruttoetageareal på 11.000 kvm.



Lokalplanen er udarbejdet som led i realiseringen af Byrådets visioner for "Viborg Baneby".



VESTERVIG

Almene boliger

Vestervig Håndværker- og Borgerforenings Bosætningsgruppe har, via Kuben Management, fremsendt en officiel ansøgning om en forhåndstilkendegivelse fra Thisted Kommune til opførelse af almene boliger i Ågade i Vestervig samt anmodning om at få udarbejdet en lokalplan for området.



Vestervig Håndværker- og Borgerforening har sammen med Domea og Kuben Management udviklet projektet "Gårdhavehusene", som består af 17 almene boliger fordelt på ni boliger på 83 kvm og otte boliger på 97 kvm.



Thisted Kommunalbestyrelse havde sagen på dagsordenen forleden, og her blev det besluttet, at give Vestervig Håndværker- og Borgerforenings Bosætningsgruppe en positiv forhåndstilkendegivelse, så der kan arbejdes videre med projektet med henblik på en egentlig ansøgning om godkendelse af Skema A.



AARHUS

Byhus

Der er søgt om tilladelse til at opføre et nyt byhus på tre etager med udnyttet tagetage på Samsøgade 73 i Aarhus, og ansøgningen er blevet imødekommet af Aarhus Byråd.



Ejendommen er i dag en ubebygget grund imellem en daginstitution mod nord-øst og en etageejendom mod syd-vest, og der bliver således tale om et huludfyldningsbyggeri. Det nye byhus skal indeholde to store familieboliger.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.125