I Danmark er det nyt at tænke i træløsninger, når der skal bygges. Især mere ambitiøse bygninger, der rækker ud over villaer eller sommerhuse.
De danske regelsæt tillader bygninger i træ, der er over fire etager, og ifølge danske eksperter er proceduren for den brandtekniske dimensionering og certificering allerede på plads.
Der kan opleves eksempler i Sverige og Norge, hvor CLT-løsninger allerede er brugt i større byggerier.
Kræver mere dokumentation
Men hvis man for alvor skal få træbyggeriet skudt i gang i Danmark skal dokumentationen være på plads.
- Som investorer har vi et stort ansvar for blandt andet at få sat gang i brugen af træ som materiale, sagde Mia Manghezi, udviklingsdirektør i PensionDanmark, ved et stort arrangement hos Cowi, Byer for Mennesker, forleden.
Sammen med By & Havn er PensionDanmark i gang med udviklingen af Vejlandskvarteret i København, som skal blive en ny bydel på knap 220.000 etagemeter, heraf 2.000 boliger opført i træ.
PensionDanmark og By & Havn erkender, at man bevæger sig ind på et område, der kræver mere udforskning, men at man ikke går på kompromis med sikkerheden.
Det lykkedes ikke før deadline at få en kommentar fra projektudviklingsdirektør hos PensionDanmark Kim Bøgvad Larsen, men til Ingeniøren har han om den eventuelle brandfare sagt, at Hovedstadens Beredskab har flere bemærkninger.
- Derfor ved vi, at vi skal i gang med at sikre, at brandforholdene er i orden. Omvendt mener vi heller ikke, at det er umuligt, siger KimBøgvad Larsen.
Han tilføjer, at udviklerne samarbejder med en leverandør, der arbejder på at få brandgodkendt træbyggeri i helt op til seks etager, samt at PensionDanmark har været i dialog den rådgivende ingeniørvirksomhed, Tyrens Danmark, der ikke ser noget problem ved at bygge træhuse i op til seks etager, så længe man tager en række brandforholdsregler.
At få alle med
- En af de store udfordringer har faktisk været at få alle parter i processen med på ideen. Der kommer mange forskellige interesser til bordet, og alle skal være sikre i deres sag, før det kan lykkes, siger Mia Manghezi i en pressemeddelelse.
Det vil gavne både bygherrer, investorer, entreprenører og rådgivere, mener Mia Manghezi og samarbejdspartner om Vejlandskvarteret, Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn, der ved en nyligt afholdt konference hos C F Møller sagde, at flere bør deltage i debatten, "så vi - også i befolkningen - kan få lukket ned for den store brandfrygt, der er forbundet med træbyggeri."
- Lige nu kan vi gøre som med Vejlandskvarteret, hvor vi tager en risiko og beslutter os for, at vi nu vil prøve det, sagde Anne Skovbro
- Men snakken om træbyggeri må ikke blive hellig. Vi har brug for dokumentation - relativt hurtigt - for at komme et afgørende skridt videre, tilføjer hun.
Der skal hul på bylden
I april sagde statiker Kåre Tinning og rådgiver Mads Bech Olesen, begge ansat i rådgiverfirmaet Niras, til Licitationen, at træ som byggemateriale reducerer klimabelastningen med 50 pct. og gør høje konstruktioner mulige. Det er realiseret i både Norge og Sverige.
Træbyggeri i stor skala nærmer sig
PensionDanmark og By & Havn vil med ambitiøst boligprojekt skaffe mere viden om træbyggeri og lukke ned for den frygt for brand, der fortsat er knyttet til CLT-byggeri