REGNSKAB - Væksten bliver i den lave ende af de tidligere udmeldte 2 - 5 pct. for hele regnskabsåret.
Den melding fra isoleringsvirksomheden Rockwool åbner op for, at de sidste tre måneder af 2019 kan blive det første kvartal i mange år, hvor virksomheden præsterer negativ vækst.
- Hvis det lander på 2 procent for hele året, så ender vi med en negativ vækst i Q4 for Rockwool. De har ikke siden finanskrisen præsteret en negativ organisk vækst, siger aktieanalytiker Laurits Kjærgaard, der følger Rockwool for investeringsbanken ABG Sundal Collier til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Rockwool-direktør Jens Birgersson ønsker ikke at præcisere udsigterne for væksten i 2019 yderligere.
- Vi må vente og se, når vi har tallene for 4. kvartal er klar, siger han.
Mindre risiko for ression
Rockwools regnskabstal for 3. kvartal 2019 var med en omsætning på 706 mio. euro (5,276 mio. kr.) mod 692 mio. euro (5.171 mio. kr. ) samme kvartal året før. Det svarer til en vækst på 0,9 pct.
Handelskrigen mellem Kina og USA, Brexit og stagnation i den tyske økonomi har længe kastet skygger over de internationale økonomiske konjunkturer, men Jens Bigersson ser mere optimistisk nu end tidligere på de økonomiske indikatorer.
- Vi ser en lidt mindre risiko for recession. Vi var mere pessimistiske for et par måneder siden, siger han.
Indtjening overrasker
Flere analytikere havde forventet en nedjustering af Rockwools indtjening, men den udeblev.
- Det er lidt overraskende, at det er profitable markeder som Amerika, England, Frankrig, Kina og Rusland som stabliserede sig. Mens Asien og Østeruopa går tilbage. Det er den primære årsag til, at Rockwool ikke som forventet kom med en nedjustering af indtjeningen, siger Laurits Kjærgaard, Jens Birgersson mener dog, at den primære årsag til den fortsatte gode indtjening skyldes flere faktorer. - Vi er blevet mere effektive og har fået et bedre mix i vores salg af produkter. Vi sælger mere af de profitable produkter.
Ny chef
Rockwool-direktøren skal også vænne sig til en ny chef.
Ejerfamiliens position i Rockwool bliver styrket, da Thomas Kähler er nomineret til at afløse Henrik Brandt som bestyrelsesformand ved næste generalforsamling. Den nye formand har i flere år stået i spidsen for Rockwool-divisionen Systems og været i reference til Jens Birgersson.
- Jeg er meget glad for at arbejde sammen med Thomas Kähler. Vi kender hinanden og er begge store fans af Rockwool og tænker langsigtet. Det er ikke dramatisk, siger Jens Birgersson.
Laurits Kjærgaard ser positivt på formandsskiftet.
- Når han indtager den post i virksomheden, så indikerer det, at familien har en langsigtet interesse i Rockwool. Det er et stærkt signal.
Han vurderer, at Thomas Kähler har gjort det godt i Systems, hvor han har været chef i mange år.
- Det er et indikation om, at han ved, hvad han laver. Så vidt jeg har forstået, så har det også længe ligget i kortene, at han skulle være formand på et tidspunkt.
Rockwool tæt på nulvækst
Ejerfamilien får mere indflydelse med Thomas Kâhler som ny formand