23948sdkhjf

Debat: Tid til eftertanke

I uge 43 deltog mere end 80 personer i årets kampagne for bedre arbejdsmiljø på byggepladserne. Som de forgange år, viste det sig igen i uge 43, at alt er som det plejer på de danske byggepladser.

De mange deltagere fra landets byggefagsfagforeninger, besøgte byggepladser i hele landet. Mere end 130 pladser fik visit af vores gode kolleger og fik nogle gode råd om arbejdsmiljø.



På en NCC-byggeplads i Aahus midtby så det allerede fra parkeringspladsen godt ud. En vinterdækket lift, hvilket er et sjældent, men i den grad dejligt syn. Pladsen var et pragteksemplar på det systematiske arbejdsmiljøarbejde - det viste sig særligt ved organiseringen af arbejdet, hvor hver faggruppe havde deres egen opgang, og at der var samarbejde om sikkerheden på pladsen. Det påvirkede også tydeligt stemningen og humøret hos håndværkerne på pladsen.

Sådan forholder det sig desværre ikke altid. Mange pile peger fortsat i den forkerte retning. Nye tal fra Arbejdstilsynet fortæller, at der i byggebranchen i 2018 var 1.224 alvorlige ulykker (skader med over tre ugers fravær) og 5.868 ulykker i alt.

Byggebranchen står altså for ca. 14 pct. af alle arbejdsulykker i Danmark på trods af at branchen kun beskæftiger ca. 6 pct. - hvilket er meget skræmmende, men desværre ikke overraskende.

Friske tal fra Danmarks Statistik og Dansk Arbejdsgiverforening understøtter AT’s tal og viser, at sygefraværet i byggebranchen er steget med én pct. siden 2014 så den nu er 3,4. pct. Der er mange bud på årsagerne til udviklingen, men alt for få bud på, hvad vi gør ved den negative udvikling. I BAT-Kartellet mener vi, at det er tid til eftertanke. Parterne i byggeriet bør indlede drøftelser, om hvordan vi i fællesskab vender de negative tal og lægger fundamentet for fremtidens arbejdsmiljø i byggeriet. Disse drøftelser bør naturligvis understøtte de kommende nationale arbejdsmiljømål.

Inddragelse = bedre arbejdsmiljø
Noget, der var helt tydeligt i forbindelse med kortlægning af arbejdsmiljørepræsentantens vilkår, som LO & FTF gennemførte i 2018, var ønsket om større kompetence og større inddragelse i det strategiske arbejdsmiljøarbejde. Her bør parterne komme med bud på farbare veje.

Det fremgik også klart af tilbagemeldinger fra mere end 130 pladsbesøg i uge 43, at der, hvor man fra start havde tænkt det strategiske arbejdsmiljøarbejde ind, var der, det så bedst ud - og der var den største tilfredshed og arbejdsglæde. Arbejdsglæde og tilfredshed fører til medarbejderfastholdelse, hvilket også bidrager til firmaets positive image.

Vi stødte desværre også på et dårligt eksempel på en plads ved Aarhus Havn. Her havde man projekteret, at færdigkøbte badeværelser blev placeret med kun 30 cm til bagvæg, så VVS’eren skulle slå knude på sig selv for at få monteret de mange rør på bagsiden. Det er helt uacceptabelt, når disse dårlige arbejdsstillinger kan undgås. Særligt når 25 pct. af vores kolleger kan findes i NFA’s MSB-belastningsindeks - dvs. at de hver dag på arbejdet er eksponeret for tunge løft, ringe arbejdsstillinger og ofte oplever smerter derefter. Det danske gennemsnit er 10 pct. I dag er mere end 30 % af alle erhvervssygdomme relateret til lidelser i bevægeapparatet - også kaldet muskelskelet-besvær. Vores kolleger bliver syge, og nedslidte når der ikke arbejdes systematisk med arbejdsmiljø, og det skal der tages hånd om.

Hjælpemidler = god økonomi
Det franske forebyggelsesinstitut OPPBTP påviser i et stort studie fra 2016, at investeringer i arbejdsmiljø og tekniske hjælpemidler betaler sig. For hver euro brugt, tjenes gennemsnitligt 2,34 euro. Tilbagebetalingen er blot 1,5 år. For mindre virksomheder, er gevinsten 2,8 euro for hver euro investeret. Det vil sige, at mindre virksomheder næsten tredobler deres indtjening i produktiviteten, når de investerer i tekniske hjælpemidler.

I byggefagene mener vi, at der skal to til tango. Ja faktisk skal der langt flere på dansegulvet. Derfor stiller BAT sig i spidsen for et arbejde med at få kvalificeret byggeriets arbejdsmiljømål og forpligter branchen til at få bugt med den høje ulykkesincidens. Vi skal lære af de bedste bygherrer, projekterende og udførende og deres erfaringer med at sikre det gode arbejdsmiljø ude på pladserne - og derfor byder BAT op til dans i 2020 med en fremsynet og forpligtende arbejdsmiljøevent.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.14