Danmarks største byggekæde blev lidt større onsdag, hvor Stark Danmark annoncerede købet af den mindre jyske kæde Sjakk.
De 64 Stark butikker bliver formentligt til 68, hvis konkurrencemyndigheder som ventet godkender handlen i løbet af de næste par måneder. Sjakk består af fire butikker i Hedensted, Give, Egtved og Ejstrupholm og lukker nogle huller på Starks landkort.
Men placeringen af butikkerne har ikke været den afgørende parameter:
- Butikkerne har fokus på håndværkere, har nærhed til kunderne og har nogle dygtige medarbejder der yder rådgivning. Deres kerneforretning passer ind i Stark, siger adm. direktør Britta K. Stenholt fra Stark Danmark.
Vækst
Når køberne får nøglerne til butikkerne, så skal de fortsætte under brandet Stark. - Derefter ser vi muligheder for at vækste yderligere.
Stark Danmark er en del af Stark-koncernen, der har undergået store forandringer siden Søren P. Olesen tiltrådte som adm. direktør i Stark Group i februar 2016.
Som led i en større fokusering på de professionelle kunder er Silvan blevet solgt fra. Og i november 2017 blev byggekoncernen selv solgt til kapitalfonden Lone Star. Med Lone Star i ryggen er Stark-koncernen gået i offensiven, og har købt virksomheder op i flere lande. Den udvikling kulminerede med købet af den tyske del af Saint Gobain Distribution tidligere i år.
Og i juni købte koncernen to familieejede svenske byggemarkedskæder med i alt otte lokale filialer og et distributionscenter. De to opkøb ventes at fordoble omsætning i koncernen til et niveau omkring en årlig omsætning på 32 mia. kr.
Stark prioriterer dygtige medarbejdere og fokus på håndværkere
De fire Sjakk butikker forvandles til Stark, når myndighederne godkender handlen