En tabt ordre på Postgrunden i København betyder, at udsigterne er blevet noget mere dystre for Lundgaard & Tranberg Arkitekter A/S.
Det fremgår af det netop offentliggjorte regnskab for 2018/19.
"Sammenfattende forventes året (2019/20, red.) at rumme markant lavere aktivitetsniveau end det forgangne og tilsvarende et lavere forretningsmæssigt resultat, herunder større investering i akkvisition," står der i ledelsesberetningen.
Stor fyringsrunde
Arkitektfirmaet, der har hovedkontor i Pilestræde i København. har været nødsaget til at gennemføre en større fyringsrunde, efter totalentreprenøren på en etape af Postgrunden, KPC, valgte at udskifte Lundgaard & Tranberg med Arkitema som rådgiver på opgaven.
I ledelsesberetningen står der, at "ressourcer svarende til 20 fuldtidsmedarbejdere" var afsat til opgaven, "hvorfor hændelsen har haft en betydelig reduktion af tegnestuens stab som følgevirkning".
Partner og adm. direktør Peter Thomsen ønsker overfor Licitationen - Byggeriets Dagblad ikke at sætte tal på, hvor mange af de 81 fuldtidsansatte der er afskediget. Tidligere har han over for Børsen beskrevet det som den største fyringsrunde i virksomhedens historie.
Tabt ordre rammer arkitektfirma hårdt
Lundgaard & Tranberg har skruet ned for forventninger til 2019/20 efter tabt opgave på Postgrunden