REGION NORDJYLLAND
AALBORG
Materielgård
By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune anbefaler over for byrådet, at Lokalplan 4-8-102 Erhverv og materielgård, Korinthvej, Erhverv Øst vedtages endeligt. Lokalplanen er udarbejdet for at muliggøre etablering af ny kommunal materielgård på Korinthvej i Aalborg Øst.
AALBORG
Udbygning af herberg
Kirkens Korshærs Herberg på Forchhammersvej i Aalborg ønsker at ombygge og udvide deres nuværende faciliteter for at opnå bedre plads og generelt opgradere deres faciliteter til nutidige behov. Herberget består i dag af to længebygninger i halvanden etage, og udvidelsen består af en bygning mellem disse to længer.
Der er udarbejdet forslag til ny lokalplan for at bane vej for udbygningen, og det anbefales til byrådets godkendelse af By- og Landskabsudvalget.
REGION SYDDANMARK
ODENSE
Etageboliger
Efter endt høring indstilles Lokalplan nr. 2-887 og et tilhørende kommuneplantillæg for boliger ved Østerbro/Grønlandsgade nu til endelig vedtagelse i Odense Byråd.
Planforslagene er udarbejdet på baggrund af et ønske fra en udvikler, som i samarbejde med grundejere vil udvikle området til boligområde og opføre etagebebyggelse med cirka 200 boliger i varierende størrelser.
Området, der i dag er præget af små virksomheder, er udlagt til byomdannelsesområde i kommuneplanen.
Det nye plangrundlag åbner mulighed for, at stueetagen i den kommende bebyggelse også kan anvendes til kontorer, liberale erhverv og serviceerhverv, såfremt det ikke er til gene for omgivelserne eller ændrer områdets karakter af boligområde.
REGION SJÆLLAND
VORDINGBORG
Tæt-lave boliger
Udvalget for Plan og Teknik i Vordingborg Kommune besluttede forleden at sende forslag til Lokalplan B 17.28.01 Tæt-lav boligbebyggelse på Sydhavnen i Vordingborg i fire ugers offentlig høring.
Lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af en konkret ansøgning om at få mulighed for at opføre 35-40 boliger i en tæt-lav bebyggelse på ejendommen Sydhavnsvej 7 - 9.
REGION HOVEDSTADEN
BIRKERØD
Boliger
Rudersdal Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan 266, for et område ved Frejasvej endeligt.
Den kommunale daginstitution, som ligger inden for området, er udbudt til salg, og ejer af den ubebyggede grund inden for området ønsker at bygge boliger. Ændret anvendelse af daginstitutionen og yderligere bebyggelse af området udløser krav om lokalplan.
Lokalplan 266 fastlægger anvendelsen til boligformål i form af tæt lav boliger og etageboliger, herunder kollegieboliger.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Aalborg, Odense, Vordingborg og Birkerød