Det har kostet dyrt for Jakon A/S, at to større projekter i regnskabsåret 2018/19 er blevet ramt af forsinkelser.
I det nyligt offentliggjorte regnskab kommer Ballerup-entreprenøren ud med en toplinje på 582,2 mio. kr.
Det er en tilbagegang på lige knap 155 mio. kr. sammenlignet med året før, som indtager virksomhedens førsteplads rent omsætningsmæssigt.
"Omsætningen er lavere end budgetteret og skyldes store forsinkelser på to større byggerier til samlet 230 mio. kr. Set i lyset af den manglende omsætning på mere end 100 mio. kr. er de øvrige byggesager udført som forventet", lyder det i ledelsesberetningen.
Ejer og adm. direktør Stein Pettersen ønsker ikke sætte navn på de to projekter, men fremhæver over for Licitationen - Byggeriets Dagblad, at Jakon set i lyset af omsætningen er tilfreds med resultatet.
Rettes blikket mod bundlinjen, så fremgår et resultat før skat på 15,2 mio. kr. mod 16,5 mio. kr. året før.
Overskudsgraden fastholder den familieejede virksomhed på to pct., hvilket er væsentlig under det præsterede i henholdsvis 2015/16 og 2014/15, hvor overskudsgraden var på henholdvis syv og otte pct.
Resultater hos døtre varierer
Blandt datterselskaberne har resultaterne også varieret.
Ifølge ledelesberetningen har Lafuco A/S haft "endnu et godt regnskabsår", mens Gribskov Inventarsnedkeri A/S igen kommer ud med et underskud.
Gribskov Inventarsnedkeri har imidlertid kørt med "positiv drift" i slutningen af regnskabsperioden, lyder det.
Jakon har erhvervet 70 pct. af aktierne i Skandi-Bo A/S, der ifølge ledelsesberetningen er kommet ud med et lille overskud.
Det fremgår desuden, at alle Jakons datterselskaber ser positivt på indeværende regnskabsår.
Det samme gør Jakon. I 2019/2020 fastholder entreprenøren en forventning om en omsætning på mere end 700 mio. kr.
- Vi har en ordremængde på over en mia. kr. i begyndelsen af regnskabsåret, siger Stein Pettersen og påpeger, at ordremængden løber over tre regnskabsår.
Han oplyser, at der er opgaver med fra det strategiske partnerskab (DSP) med Københavns Kommune, men at det ikke er det, "der bærer det".
Jakon taber millioner på toplinjen
Forsinkelser på to store projekter er forklaringen, lyder det fra Ballerup- entreprenøren, der allerede i indeværende regnskabsår forventer at vende nedgangen til væsentlig fremgang