23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om projekter i Frederikshavn, Hoven, Løve, Videbæk, Kjellerup, Silkeborg, Nørre Aaby, Esbjerg, Middelfart, Jægerspris, Skovlunde og på Frederiksberg

REGION NORDJYLLAND

FREDERIKSHAVN
Etageboliger og biograf
Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune har sagt god for, at der nu kan lokalplanlægges for et nyt bolig- og centerområde ved Ørnevej i Frederikshavn - for arealet kendt som Værkergrunden.

Arealets nye ejer har fremsendt et skitseforslag for opførelse af en bolig- og centerbebyggelse. Der foreslås opført fire etageboligbebyggelser med i alt 30 - 40 boliger samt en biograf med op til fire sale.

De fire etageboligbebyggelser opføres således, at de bindes samme to og to af transparente adgangsarealer til hver etage. Biografsalene indrettes i to selvstændige bygninger - en mindre og en større - der "skyder sig frem" fra terrænet mod Rådhus Allé, hedder det i referatet fra udvalgsmødet. På taget af den største biografbygning indrettes udendørs opholdsareal.

REGION MIDTJYLLAND

HOVEN
Feriecenter
Økonomiudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune sagde forleden ja til, at der kan udarbejdes nyt plangrund for et areal ved Hoven, sådan at det bliver muligt at etablere et feriecenter på stedet.

Det projekt, der ønskes realiseret, omfatter 10-15 mindre ferie- og fritidshytter, en receptionsbygning og en parkeringsplads.

LØVE
Produktionshal
Træspær-virksomheden WoodCon A/S i Løve har et ønske om at opføre en ny produktionshal for at kunne installere nyt moderne produktionsmaskineri. Virksomheden har derfor henvendt sig til Silkeborg Kommune for at få en tilkendegivelse af, om de vil kunne forvente at få de nødvendige tilladelser til udvidelsen.

Plan- og Vejudvalget havde sagen på dagsordenen forleden og udvalget er principielt indstillet på, at der på baggrund af en konkret ansøgning, vil kunne meddeles tilladelse.

VIDEBÆK
Boliger
Ringkøbing-Skjern Byråd besluttede tidligere på året at igangsætte planlægning for et område til boligformål og offentlige formål ved Højsagervej og Høgevej i Videbæk. Der har nu været gennemført en fordebat, og forleden besluttede Økonomiudvalget, at lokalplanlægningen kan sættes i gang.

Det planlagte byggeris etageantal varierer imellem de forskellige delområder, så de tilpasses terræn og tilgrænsende områder, og der indgår blandt andet to punkthuse i op til tre etager i byggeplanerne.

KJELLERUP
Daginstitution
Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune har vedtaget lokalplan 23-011 for et område til daginstitution ved Hasselvej i Kjellerup endeligt.

Formålet med lokalplanen er at skabe mulighed for opførelse af en ny daginstitution i Kjellerup med plads til 176 børn. Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af politisk ønske om, at Kjellerups nuværende fire børnehuse fremover skal samles på to adresser. De nuværende børnehuse er nedslidte og der er et stort behov for at fornye daginstitutionerne samt skabe flere institutionspladser i Kjellerup.

SILKEBORG
Butik, restaurant og tankanlæg
Plan- og vejudvalget i Silkeborg Kommune har vedtaget lokalplan 11-016 Centerområde ved Nørrevænget og Borgergade, Alderslyst endeligt.

Lokalplanen giver mulighed for etablering af tankanlæg, vaskehal, fastfood-restaurant og en dagligvarebutik på 1.200 kvm.

REGION SYDDANMARK

NØRRE AABY
36 Tæt-lave boliger
Nissen Group ønsker at etablere en tæt-lav boligbebyggelse med op til 36 gavlhuse med carporte på Søndergade 20 i Nørre Aaby. For at det kan lade sig gøre, er der udarbejdet et forslag til lokalplan, som har været i høring og nu indstilles til endelig vedtagelse.

I første omgang tager Teknisk Udvalg stilling i sagen den 11. november.

ESBJERG
Ombygning
Plan & Miljøudvalget i Esbjerg Kommune har vedtaget Lokalplan 01-015-0005 endeligt og samtidig ophævet en del af Byplanvedtægt nr 21 For et område mellem Frodesgade og Nygårdsvej i Esbjerg.

Hermed kan ejer af ejendommen etablere boliger i stueetagen, der har status af erhvervslokaler. Det er imidlertid ikke længere muligt for ejeren at udleje lokalerne til erhverv, som derfor ønsker at etablere boliger i stedet.

MIDDELFART
Boliger
Middelfart Byråd har vedtaget Lokalplan 182 for boliger på Uraniavej i Middelfart endeligt. Hermed er der banet vej for nye boliger, opført som to-etagers bygninger med to boliger i hver.

Samtidig har byrådet vedtaget Lokalplan 189 for boliger ved Midtpunkt endeligt. Denne lokalplan giver mulighed for opførelse af boligbebyggelse i tre etager med fire boligenheder i hver blok.

Endelig er også Lokalplan 190 for tagboliger på Stationsvej i Middelfart blevet endeligt vedtaget.

Boligforeningen Civica er i gang med at renovere afdelingen Bjerggården på Stationsvej 25-47, og i forbindelse med renoveringen skal taget udskiftes. Der har derfor været en dialog om etablering af en ekstra etage, sådan at der kan indrettes yderligere 20 boliger på ejendommen. Lokalplan 190 gør det muligt at bygge den ekstra etage på.

REGION HOVEDSTADEN

JÆGERSPRIS
Boliger
Plan- og Miljøudvalget i Frederikssund Kommune har sagt god for, at der kan udarbejdes ny lokalplan, der gør det muligt at opføre dobbelthuse ved Møllevej 91, Jægerspris.

Frederikssund Kommune har modtaget et projektoplæg for tæt-lav bebyggelse med 63 huse på 92 kvm, som ønskes opført ved Møllevej 91.

SKOVLUNDE
Almene boliger
Teknik- og Miljøudvalget i Ballerup Kommune har vedtaget Lokalplan nr. 191 for nybyggeri ved Lilletoften/Malmparken i Skovlunde endeligt.

Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et ønske fra boligselskabet AAB. Planens formål er at muliggøre en ny, supplerende boligbebyggelse til boligselskabets afdeling 45.

Der gives mulighed for opførelse af bebyggelse i to-tre etagers højde på et areal, hvor der tidligere har været børneinstitution. Der vil blive tale om 35-40 nye boliger.

FREDERIKSBERG
Ombygning af tagetage
Et flertal i By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune har givet principiel tilladelse til indretning af to nye familieboliger i tagetagen på Rosenørns Alle 11.

Det er Oxford Bisquits invest ApS, der er bygherre på projektet, der skal resultere i to gennemlyste tre-værelses lejligheder på henholdsvis 129 og 123 kvm med køkken-alrum og tagterrasser orienteret mod gården.

I forbindelse med ombygningen af tagetagen omdannes gårdrummet fra en asfalteret parkeringsplads til et begrønnet opholdsareal med betongræs, små træer og plantekasser.

Bygherre samarbejder med GA arkitekter, Rungsted Kyst.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.109