23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Sygefraværet stiger i byggeriet

Nye tal fra Danmarks Statistik og Dansk Arbejdsgiverforening peger i samme retning; nemlig at det går den forkerte vej med sygefraværet i den danske byggebranche

Chef, jeg ligger syg og kan desværre ikke komme på arbejde.

Den sætning er lydt flere gange de senere år, hvor sygefraværet i byggeriet kun er gået en vej, og det er op.

Ifølge Danmarks Statistik er sygefraværsprocenten i bygge og anlægsbranchen steget hvert år siden 2014 og lander i 2018 på 3,2 pct.

Tal fra Dansk Arbejdsgiverforening trukket for Licitationen - Byggeriets Dagblad maler samme billede.

Her viser tallene, at sygefraværet er steget fra 2,4 pct. i 2014 til 3,4 pct. i 2018.

- Det er selvfølgelig altid tal, vi skal holde øje med. Jo lavere sygefravær des bedre er det for både medarbejderne og virksomhederne, siger Jakob Brandt, vicedirektør i SMVDanmark.

Hos Dansk Byggeri fremhæver man samtidigt, at hvis man sammenligner med DA-området generelt, så er det ikke sådan, at bygge- og anlægsbranchens sygefravær er væsentligt højere.

Sygefraværet på hele DA-området er også steget og lander på 3,3 pct. af den mulige arbejdstid i 2018.

Både Dansk Byggeri og SMVDanmark peger på højkonjunkturen som en mulig forklaring på det stigende sygefravær.

- Siden 2014 har byggeriet været i rivende udvikling og har taget personer ind på kanten af arbejdsmarkedet. Det kan give højere sygefravær, siger Anja Bülow Jensen, afdelingschef i Dansk Byggeris Arbejdsgiversekretariat.

Jakob Brandt stemmer i:

- Ser man på området historisk, så stiger sygefraværet i perioder med højkonjunktur og lav ledighed. Det hænger ikke mindst sammen med, at vi får folk i beskæftigelse, som har en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet og ofte også et noget højere sygefravær. Derfor skal man også passe på med ikke at lægge alt for meget i tallene - ikke mindst politisk, fortsætter Jacob Brandt.

Jakob Brandt henviser her til politisk ønske om at hæve den arbejdsgiverbetalte sygdom fra 30 til 40 dage for at give virksomhederne incitament til at skabe et bedre arbejdsmiljø.

Det ser SMVDanmark i stedet som en dårlig undskyldning for at hæve virksomhedernes betaling.

- Det ser vi også med bekymring på, siger Anja Bülow Jensen.

Begge påpeger de, at det kan betyde, at der opstår tilbageholdenhed med at tage visse personer ind - for eksempel seniorer eller personer med en sygdomshistorik. Noget, en undersøgelse blandt SMVDanmarks medlemmer viser. Her svarer 72 pct. at de vil være mere tilbageholdende med at ansætte visse medarbejdere, hvis den arbejdsgiverbetalte sygdom bliver hævet til de 40 dage.

At højkonjunktur kan være en forklaring på det stigende sygefravær bakker Merete Labriola op om.

Hun er seniorforsker hos Norce (Norwegian Research Centre, red.), hvor hun blandt andet forsker i sygefravær.

- Det er én forklaring. En anden er, at man rent faktisk tager sin sygedag, når man er mere sikker i sit job, mens man derimod går på arbejde, selv når man har det dårligt, i perioder med lavkonjunktur, hvor det kan være svært at finde arbejde, siger hun.

Pas på ikke at presse citronen
En tredje forklaring kan være, at der simplethen bliver arbejdet for meget, fordi der er så travlt, at det fører til sygefravær, påpeger Merete Labriola.

Hun opfordrer til, at man som virksomhed ser på, om der er balance i arbejdstiden, og der ikke bliver arbejdet mere, end de ansatte kan holde til

- Når en ikke er der, så skal de andre arbejde mere. På den måde kan sygdom skabe mere sygdom, supplerer hun.

Også Anja Bülow Jensen og Jakob Brandt understreger, at den enkelte virksomhed selvfølgelig skal være opmærksom på, om sygefraværet skyldes, at virksomheden har presset citronen eller netop fordi, de har taget nye grupper ind.

Under alle omstændigheder er de økonomiske konsekvenser af sygefravær til at mærke. Det skyldes ikke mindst, at sygefravær kan være med til at forsinke byggeprojekter og dermed koste virksomhederne penge, lyder det.

- Hver sygedag koster produktionstab, siger Anja Bülow Jensen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.094|instance-web03