Når der er politikere til stede, kommer der mere power på byggebranchen.
I hvert fald på Building Green, den bæredygtige messe for materialeleverandører, arkitekter, rådgivere og politikere, der foregik i Forum i København i sidste uge.
Med besøg af klimaordfører Ida Auken (R) og boligminister Kaare Dybvad (S) - der talte om henholdsvis byggeriets betydning for grøn omstilling og om, hvordan vi kan sikre et ressourceeffektivt og ikke mindst holdbart byggeri - var der lagt op til debat. Med repræsentanter for arkitektbranchen, Dansk Byggeri og Velux. Og med det talstærke publikum, som der er blevet flere og flere af i de år, Building Green har eksisteret.
Og den kommende klimalov så som en grøn understrøm i snakken på scenen og ude hos de udstillende leverandører.
Sjusket lovarbejde
Og man kunne mærke på branchens repræsentanter, at tålmodigheden med sjusket lovarbejde var ved at slippe op.
- Den nye klimalov skal være enkel og sætte en retning. Helst 15 år frem, så branchen ved, hvad den har at holde sig til. Jeg håber ikke, at den knopskyder til noget uforståeligt, for vi har alt for længe oplevet alt for dårlig lovgivning. Og det er synd, for branchen bredt set er klar til den grønne omstilling, sagde adm. direktør Lene Espersen, Danske Arkitektvirksomheder, der blandt andre havde fået selskab af Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri, der hyldede forskningen og det evidensbaserede.
- Vi skal have dokumentation for det, vi laver. Og fast holde, at Danmark er et udstillingsvindue for resten af verden, i forhold til grønne energi- og byggeriløsninger. Derfor haster det også med at få kortlagt den øde ø, som den eksisterende bygningsmasse fortsat udgør. Vi må nemlig ikke tabe 2050-målene om et fossilfrit Danmark af syne, sagde Michael H. Nielsen, der påpegede, at fire ud af fem bygninger i 2050 allerede i dag er bygget.
- Der er derfor masser af tage fat på, siger han.
ikke kun materialelager
Deri var den nye boligminister Kaare Dybvad enig:
- Jeg ved at byggebranchen vil gøre mere ud af genanvendelse i byggeriet, og jeg er ikke i tvivl om, at der ligger et meget stort potentiale. Og så mener jeg, at den eksisterende bygningsmasse ikke kun skal ses som et materialelager. Der er store gevinster ved at bruge bygningerne så længe som muligt, sagde Kaare Dybvad.
Building Green - byg genbrugeligt
Skal man tro de optimistiske taler på Building Green, er den grønne omstilling allerede indtruffet. Men branchen efterlyser et langt grundigere lovarbejde af den nye regering, end vi hidtil har set.