Renoveringen af friluftsbadet Vestbad i Rødovre blev ikke som planlagt færdig i juni, så gæsterne kunne tage sig en kølende dukkert i sommervarmen. Nu står termometeret på vinter, og en verserende strid mellem bygherre og entreprenør er stadig brandvarm.
Det er ikke lykkedes entreprenøren at overdrage byggeriet til bygherrerne fra Rødovre og Brøndby Kommune, og selve renoveringen ender med at blive næsten dobbelt så dyr som oprindeligt budgetteret.
Entreprenør og bygherre strides om, hvem der er skyld i forsinkelser og budgetoverskridelser.
- I vores terminologi har vi afleveret. Vi anser ikke manglerne for at være væsentlige, og vi er ved at gøre de sidste ting færdige.
Sådan siger adm. direktør Jon Buch fra entreprenøren Christiansen & Essenbæk, der indgik en entreprise på cirka 20 mio. kr. i 2018 om renoveringen Vestbads friluftsbad.
Er uenige
Bjarne Rieckmann, der er stadsarkitekt i Rødovre Kommune og refererer til styreguppen, der repræsenterer de to kommuner Rødovre og Brøndby, siger:
- Vi har en versende sag og er meget uenige. Det tjener ikke sagens tarv for nogen af parterne at gå i pressen.
Han ønsker derudover ikke at kommentere sagen yderligere nu.
- Det er fint, hvis begge parter efterfølgende kan lære noget, og det vil jeg meget gerne medvirke til, siger han
Skabte overskrifter
Renoveringen skulle bringe det historiske friluftsbad, der er tegnet af C. T. Sørensen tilbage til sin oprindelige stand, som det så ud i 1958 med bassiner, park, trafik-legeplads og ‘hønen’.
Renoveringen gav anledning til omtale i flere medier, da Rødovre Kommune i skolernes sommerferie gik ud og aflyste den planlagte åbning og gav entreprenøren skylden for forsinkelser.
- Entreprenøren er desværre ikke blevet færdig til tiden. Vi gør, hvad vi kan for at lægge pres på entreprenøren, så de bliver færdige så hurtigt som muligt, udtalte Lene Due, som er formand for Vestbads bestyrelse via en pressemeddelelse i juli.
Den udmelding fik Jon Buch op i det ’røde felt’:
- De må tale mod bedre vidende. Vi har ekstra arbejde for 50 procent, og det hele skyldes dårlig eller manglende projektering, sagde han efterfølgende til Dagbladet Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Mange projektændringer
Her i starten af november er striden mellem bygherre og entreprenør stadig ikke løst.
- Siden vi indgik kontrakten med Rødovre Kommune har der været projektændringer på projektændringer. Vi har i hvertfald skrevet mere end 150 aftalesedler på projektet. Og for os ender det med en entreprise på cirka 35 mio. kr. siger Jon Buch.
Han fortæller, at status lige nu er, at Christiansen & Essenbæk har forsøgt at aflevere friluftsbadet til Rødovre Kommune.
- Rødovre Kommune har nægtet at modtage anlægget med påstand om, at der væsentlige mangler. Men reelt mangler vi kun at male cirka 1500 kvadratmeter udendørs trafiklegeplads, siger Jon Buch.
Maling kan ikke tåle vand
Han forklarer, at forsinkelsen på malerarbejdet er kommunens skyld.
- I maj finder vi ud af, at den maling bygherren har valgt til bassinerne ikke kunne tåle vedvarende vandbelastning. Derefter vælger bygherren så en maling, der er udgået i Danmark. Den skal vi så finde i Tykland. Det har taget tid, og vi har bedt om en tidsfristforlængelse på den baggrund. Det har kommunen nægtet at give os. Det er ren chikane og de har idømt os dagbøder siden juni, siger Jon Buch.
Han fortæller, at dagbøderne er på 100.000 kroner.
- Vi accepterer ikke så meget som en enkelt dagbøde.
Ønsker mindelig løsning
Aktuelt er der aftalt nyt møde i uge 49, hvor entreprenøren så igen vil forsøge at finde en mindelig løsning omkring økonomien med bygherren.
- De har løbende udskudt møder med os, men når man er uenige om noget, så skal man omkring en skønsmand. Men de møder har de også obstrueret, siger Jon Buch.
Han fortæller, at Rødovre Kommune stadig skylder mellem 12 og 13 millioner kroner på renoveringen, hvis han som forventet er færdig med mangeludbedring i uge 49.
- Hvis vi ikke kan løse det mindeligt der, så ender det med en voldgift. Den kommer de til at tabe med et brag.
Entreprenøren understreger, at dette er en meget usædvanlig sag.
- Selvfølgelig kan der ske fejlprojekteringer på en renovering. Men jeg har aldrig oplevet en bygherre, der på den måde obstruerer samarbejdet og ikke vil have en dialog.
Forsinket friluftsbad udløser strid om millioner
Renoveringen af historisk friluftsbad bliver dobbelt så dyrt som budgetteret. Bygherre og entreprenør strides om, hvem der har skylden