23948sdkhjf

Bravida køber kølevirksomhed

Teknikentreprenøren Bravida Danmark A/S overtager alle aktierne i kølevirksomheden ICS Industrial Cooling Systems A/S fra Roskilde, der har små 70 ansatte. ICS omsatte i 2018 for cirka 120 mio. kr. og kom ud med et underskud på omkring 800.000 kr.

Købet er betinget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens godkendelse. Bliver det godkendt, vil det være teknikentreprenørens sjette opkøb i år.

ICS bliver i en pressemeddelelse præsenteret som en af de førende "industrielle kølevirksomheder i Danmark". Virksomheden udfører design og installation af industrielle køle- og varmepumpeløsninger. 

Bravida fremhæver servicekompetencerne.

- Jeg ser meget frem til at byde ICSs medarbejdere velkommen i Bravida. ICS er en af de førende industrielle kølevirksomheder i Danmark med afdelinger i Roskilde, Vojens og Aarhus, og virksomhedens profil passer godt til Bravida og vores ønske om stå stærkere inden for service i hele Danmark, er regionsdirektør i divisionen Specialer Søren Raun Frahm citeret for i pressemeddelelsen.

- De medarbejdere, der nu bliver en del af Bravida har specialistkompetencer, som styrker os inden for forretningsområderne frugtmodning, industrielle kølprojekter, og især det hastigt voksende industrielle varmepumpemarked. Det er kompetencer, som vi oplever bliver mere og mere efterspurgt.

ICS ser frem til at blive del af en større koncern.

- I ICS har vi mange års erfaring med at designe og opbygge større anlæg til industriel køl, og ser frem til at blive en del af en større koncern, hvor vores dygtige medarbejdere får muligheden for at udvikle sig. Det har været vigtigt for os at finde den rette køber med den fornødne størrelse og kompetencer, som betragter køleinstallationer og varmepumper som et specialeret forretningsområde, lyder det fra adm. direktør Jan Lund Pedersen.

Tidligere i år har Bravida Danmark købt Insight Building Automation, CURA VVS, H. Helbo Hansen,  Buchreitz og senest MIH VVS.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188