Arkitektfaget er internationalt. Og for studerende og netop færdiguddannede fra arkitektskolen i København (KADK) virker et job i den store verden både attraktivt og som en meget realistisk mulighed.
Vi har talt med tre unge i faget og spurgt dem, om de har ambitioner om senere at arbejde i udlandet.
- Det korte svar er, at jeg ikke ved det, men det kan jeg virkelig godt lide. En karriere indenfor arkitektur er uforudsigelig og kan tage dig til alverdens lande og byer, siger Marius Tromholt-Richter, hvis bachelorprojekt på KADK er et byggeri tegnet til Mozambique, hvor slumboliger har brug for naturlig nedkøling.
- Lige nu bor jeg i New York og arbejder for BIG, hvilket er super spændende. Det er en oplevelse og et eventyr at prøve kræfter med det store udland, og som mit liv ser ud lige nu, giver det god mening, føler jeg - men hvem ved hvad jeg laver om tre, fem eller 10 år.
Et år eller to ude
Heller ikke Anne Sophia Holm Warburg, der læser på KADKs kandidatlinje Kulturarv, Transformation og Restaureing, er på nogen måde afskrækket af at tage et par år i udlandet:
- Umiddelbart tror jeg dog, at jeg bliver i København, da min base og mine venner er her. Men jeg vil bestemt ikke udelukke at tage et år eller to i Stockholm, Oslo eller New York, siger hun.
Verden kan trække
Sofie Lund Michaelsen, der blev færdiguddannet før sommerferien og nu er i gang hos Vilhelm Lauritzen Arkitekter, har ambitioner om primært at arbejde i Danmark. Men som hun siger:
- Muligvis i Norge, hvor jeg også har familie, på længere sigt, og jeg er åben for udfordrende jobmuligheder som arkitekt, også udenfor Skandinavien.
For Sofie har det været et godt valg.
- Jeg har altid været en god tegner. Inden arkitektstudiet gik jeg møbelsnedkeruddannelse og dernæst DTU Bachlor i Design og Innovation hvormed jeg skiftede til arkitektstudiet. Med en baggrund indenfor både det kunstneriske, tekniske og samfundsfag fandt jeg arkitektuddannelsen interessant fordi man gennem studieprojekterne spørger til byens og samfundets komplekse problemstillinger, siger hun til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Og foreslår nye og bedre måder at tænke og designe byen og vores omgivelser på. Jeg blev gennem studiet gjort opmærksom på de mange roller man som arkitektens kan have afhængig af de mange aktørnetværk man kan omgå i som arkitekt, siger hun.
Glad når jeg tager på arbejde
For Marius har arbejdsglæde altid været i højsædet:
- Jeg kan huske, vi i gymnasiet på et tidspunkt fik stillet en opgave fra en studievejleder eller lignende, hvor vi skulle lave en prioriteringsliste over, hvad vi vægtede højest, når det gjaldt uddannelsesvej og karriereplan: Om det var penge, mængden af arbejdstimer, distance til arbejde, prestige osv.
- Jeg skrev kun én eneste ting på min liste, og det var, at jeg om morgenen glædede mig til at tage på arbejde. Det er selvfølgelig lidt ungt og naivt, men jeg tror virkelig, det er lysten, der driver værket.
Han tilføjer:
- Der er uendeligt meget, der har overrasket mig ved uddannelsen, men sådan tænker jeg også, det burde være. Man kan ikke have regnet en hel uddannelse ud, inden man overhovedet er gået i gang. Jeg tror, det er vigtigt at starte uden alt for mange forudindtagede holdninger og i stedet være nysgerrig og åben over for input og overraskelser.
Udlandet kalder på unge arkitekter
En stor passion for faget, udlængsel og håb om at gøre en forskel præger tre unge arkitekter, der alle er rundet af arkitektskolen i København