23948sdkhjf

Frederiksbergs ældste hus får et løft

Fagentreprenører er ved at restaurere og energirenovere bygningen, der har rødder tilbage til 1620’erne og i dag fungerer som museum

Frem mod maj 2020 bliver Bakkehuset, der anses for at være Frederiksbergs ældste hus, restaureret og energirenoveret.

Bakkehuset fungerer i dag som museum og skal have forbedret indeklimaet til gavn for huset og udstillingsgenstandene.

Kjell Pedersen Entreprise A/S er valgt til tømrer/snedkerentreprisen og er i gang med arbejdet.

Hvem er hvem?

Bygherre : Frederiksberg Kommune
Totalrådgiver : Varmings Tegnestue Aps
Underrådgivere : Gert Carstensen A/S, Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniører A/S og Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter
El : Svend Lajer & Søn El-Anlæg A/S
Maler : C. Møllmann & CO. A/S
Murer : OPN Entreprise A/S
Anlægsgartner : Sven Bech A/S
VVS : Dahl´s VVS og Ventilation A/S
Tømrer : Kjell Pedersen Entreprise A/S

Virksomheden skal blandt andet isolere gavle og tagetagens etagedæk. Derudover forsynes vinduer og havedøre med forsatsløsninger.

- Vi skal bevare så meget af det gamle som muligt, fortæller Nikolaj Kiilerich-Pedersen, økonomi- og administrationsansvarlig i Kjell Pedersen Entreprise A/S, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Omstillingsparat og tålmodig
Der er tale om en fredet bygning, og der kan dukke ting op undervejs, som sætter ting i bero og skal undersøges nærmere. Men det er noget af det, der gør arbejdet sjovere, forklarer han.

- Det er det, vi godt kan lide. Det er det gamle håndværk, vi får lov til at bruge igen, og vi får mulighed for at bevare vores kulturarv, siger han og påpeger, at man som entreprenør skal være omstillingsparat og tålmodig.

- Det er ikke bare at køre derudaf som med andre opgaver. Det kræver en anden tålmodighed i håndværket, siger han.

Projektet udføres i nært samarbejde med Varmings Tegnestue, der er specialister i restaurering af ældre, bevaringsværdige og fredede bygninger.

Bag om Bakkehuset

Bakkehuset anses for at være Frederiksbergs ældste bygning med rødder helt tilbage i 1620’erne.

Oprindeligt hørte Bakkehuset under Københavns Ladegård, der leverede landbrugsprodukter til Københavns Slot. Fra 1774 blev det traktørsted og landevejskro.

I midten af 1700-tallet blev huset ejet af landets statsminister greve Johan Ludvig Holstein.

I 1802 købte ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbek Bakkehuset og flyttede ind i hovedfløjen. Resten af huset lejede de ud. Efter Rahbekkernes død blev huset lejet ud til sommergæster.

I 1855 blev Bakkehuset omdannet til et asyl for idiotiske, svagtsindede og epileptiske børn. Omkring år 1900 flyttede asylet fra Bakkehuset.

I 1925 åbnede de Rahbekske Mindestuer i Bakkehusets hovedfløj, og huset fungerer i dag som museum.
Kilde: bakkehusmuseet.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11