23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Davidsen vil kapre københavnske byggekunder

Byggecenterkædens topchef er fuldt bevidst om, at konkurrencen om de københavnske kunder bliver hård

I denne uge overtog Davidsen alle lokationer og medarbejdere fra det opkøbte Optimera.



Med offentliggørelsen af organisationens nye danmarkskort står det klart, at særligt det københavnske marked er interessant for den familieejede kæde, der har en erklæret ambition om at vinde de sjællandske håndværkerhjerter med godt, gammeldags sønderjysk købmandskab.



- Det skal forstås på den måde, at vi har et bæredygtigt pris-setup, som vi har arbejdet ud fra i mange år, og så går vi så at sige konkurrencedygtigt til stålet og synes, det er virkelig sjovt at lave en god handel, forklarer adm. direktør Henrik Clausen til Licitationen - Byggeriets Dagblad



- I København kommer vi til at målrette vores arbejde primært mod professionelle håndværkere, og der kan vi blandt andet slå på områder som vores brede sortiment og vores stærke logistiske setup, som er garant for en høj leveringssikkerhed, uddyber direktøren med henvisning til, at Davidsen efter sammenlægningen råder over hele tre sjællandske logistikcentre i henholdsvis Ringsted, Skibby og Tune.



Klar til konkurrence

Med sit indtog i hovedstadsområdet har Davidsen valgt en plet på danmarkskortet, der allerede huser landets største byggemarkedskæder, og Henrik Clausen er fuldt ud bevidst om, at konkurrencen om de københavnske kunder bliver hård.



Alligevel er han ikke i tvivl om, at Davidsen kan tilbyde noget, der hidtil har manglet.



- Vi har lige holdt 75-års jubilæum, og igennem de mange år har vi arbejdet meget tæt sammen med de danske håndværkere og fået skabt en god forståelse. Vi tror meget på, at det er den personlige relation til kunderne, der gør forskellen, når alt det grundlæggende som et stort sortiment og høj leveringssikkerhed er på plads, så vi gør os umage for at komme tæt på kunderne og forstå deres behov til bunds, så vi kan hjælpe dem med at skabe de bedste løsninger, forklarer direktøren.



Mens Davidsen efter opkøbet er stærkt tilstede på Sjælland med fire erhvervscentre, tre logistikcentre og et enkelt byggevarecenter med salg til private, er andre områder på det nye danmarkskort anderledes tomme.



Huller i Danmarkskortet

Særligt i det midt- og vestjyske er der store huller i kortet, og fra Davidsen lyder meldingen da også, at man i første omgang har helliget sig et fokus på det sjællandske.



- Vi har en klar ambition om at være tæt på kunden, og der er bestemt områder i det jyske, hvor vi ikke er så tæt på, som vi kunne ønske os, men lige nu har vi ingen aktuelle planer om at opkøbe yderligere i området, fortæller Henrik Clausen, der dog ikke vil udelukke, at Davidsens danmarkskort på sigt kommer til at se anderledes ud.



- I første omgang er det vigtigt, at vi har fuldt fokus på sammenlægningen og på at få den nye organisation op at køre. Når vi har det, må vi vurdere, hvordan markedet så ser ud, og til den tid tage stilling til, hvad der skal ske i de områder, hvor vi ikke er så stærkt tilstede, slår han fast.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.129