Den amerikanske kapitalfond Blackstone og datterselskabet 360 North inviterede sig selv til møde med boligminister Kaare Dybvad (S), men overlod det til ministeren at fortælle pressen om mødet mandag.
- Blackstone havde en ny intention om at drive deres forretning på en anden måde, erklærede Kaare Dybvad efter mødet med direktørerne James Seppala fra Blackstones kontor i London og Lars Pærregaard fra 360 North.
- For mig handler det om, hvordan man opfører sig og laver disse renoveringer end hvad man præsenterer på et møde, tilføjer han.
Blackstone præsenterede ideer til en ny etisk standard, oplyser boligministeren.
Mange sager i huslejenævnet
Han overleverede til gengæld en tyk bunke papirer med hundredvis kommentarer og historier fra mennesker, der har oplevet noget med Blackstone for eksempel blive presset til fraflytning, håndværkere sendes ind på mærkelige tidspunkter og pres til at modtage penge under bordet.
Hvordan reagerede Blackstone på disse historier?
- Man er klar over, at der er noget, som er foregået på den forkerte måde, svarer Kaare Dybvad og tilføjer, at Blackstone/360 North har et stort antal sager i huslejenævnet.
Han venter og ser, om det ændrer sig i de kommende måneder, efter at kapitalfonden har bebudet en ny praksis. Boligreguleringsloven § 5 stk. 2 giver mulighed for at hæve huslejen, når en renoveret lejlighed er fraflyttet.
- "5-2" (Boligreguleringsloven § 5 stk. 2, red.) er blevet for lukrativ i forhold til udgangspunktet i 1996. Rapporten efter efterårsferien vil kortlægge de forskellige ændringer, og hvad der kan gøres for og hvad det vil betyde for udlejningsejendomme og resten af boligmarkedet, siger Kaare Dybvad.
Blackstone havde ikke konkrete input vedrørende den omtalte lovbestemmelse, oplyser han.
Genskabe lejeres tryghed
Boligministeren er i gang med en revision og sammenskrivning af de to sæt lovgivning for det private udlejningsmarked, der fremlægges i et lovforslag til februar samtidig med opstramningen af §5 stk. 2.
- Jeg er optaget af, at der er boliger også i hovedstaden, som folk med almindelige indkomster har råd til at betale. Meget af lejernes utryghed hænger sammen hvad, hvor lukrativt det har været at lave §5, stk. 2 og få folk til at flytte. De øvrige dele af boligreguleringen kan diskuteres, når det eksisterende forlig ophæves i 2021. I denne omgang kan vi kun ændre § 5, stk. 2, slutter Kaare Dybvad.