23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Egernsund Tegl tror på mere eksport

Sociale medier, opsøgende arbejde og deltagelse i internationale messer er noget af det, der har været med til at øge Egensund Tegls eksport til udlandet

Hos Egernsund Tegl, der er en sammenslutning af seks primært sønderjyske teglværker, nikker man genkendende til en større eksport til udlandet i første halvår 2019 sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

- Det er der ingen tvivl om. Der er virkelig en efterspørgsel efter os, siger direktør Peter Høffner Thomsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at branchens eksport er vokset med mere end 15 pct., når man sammenligner de to halvår, og Peter Høffner Thomsen oplyser, at Egernsund Tegls fremgang nogenlunde svarer til branchens.

Han peger især på sociale medier, opsøgende arbejde og deltagelse i den internationale messe BAU i München tilbage i januar som elementer, der har skabt eksportfremgangen.

- Vi prøver at gøre os mere synlige på sociale medier. Vi oplever, at flere tagger os og bruger vores navn i hashtags, og at det er med til at udbrede viden om os. Det har skabt en del relationer, oplyser han.

Han fortæller, at Egensund Tegl får cirka 14.000 klik på sin hjemmeside om måneden, og at cirka 30 pct. kommer fra eksportmarkedet.

BAU har desuden været med til at skabe kontakt til markeder, Egernsund Tegl ikke normalt gør sig på. Det gælder såvel Dubai som New Zealand.

- Uden for Europa er man for alvor ved at få øjnene op for os.

- Vi har ikke dyrket markedet her så meget, som vi gør nu,lyder det fra direktøren.

Skal spidse blyanten
Peter Høffner Thomsen oplyser samtidigt, at Sverige og Tyskland fortsat er Egensund Tegls primære eksportmarkeder.

Modsat branchen generelt har Egensund Tegl oplevet fremgang i Tyskland i første kvartal 2019, hvor de har indsat et helt nyt hold.

Men også i Storbritannien opleves mere efterspørgsel, selvom oplevelsen også er, at Brexit-diskussioner fører til usikkerhed og udskyder projekter.

Det spiller også ind på den samlede eksportfremgang, at Egernsund Tegl har brugt tid på at kontakte arkitekter og fortælle, at de kan levere mursten til hele verden, fortæller Peter Høffner Thomsen og tilføjer, at transport er billig.

Det koster cirka 11.000 kr. at sende en container fra Aarhus Havn til Sidney i Australien, oplyser han.

Og forventningen er, at eksportfremgangen fortsætter:

- Det forventer vi helt klart. Vi vil det her, og synes, det er enormt spændende at tale om mursten med folk fra hele verden.

Peter Høffner Thomsen peger på forventning om en stigning på 5-10 pct. næste år.

- Men vi mærker også, at vi skal spidse blyanten mere nu, når vi laver tilbud, siger han og gør det tydeligt, at eksempelvis handelskrige kan blive en mulig stopklods for den ønskede eksportfremgang.

Også fremgang i Danmark
Foruden fremgang på eksportmarkedet oplever Egernsund Tegl også øget efterspørgsel på hjemmemarkedet.

- Det går fortsat forrygende. Vi kan godt fornemme nervøsitet for, om byggeriet har nået toppen, men når vi ser ind i vores pipeline for andet halvår 2019, så kan vi se, at vi samlet for hele året kommer ud med et historisk godt resultat på alle punkter.

Det hænger ikke mindst sammen med typehusenes vækst, forklarer Peter Høffner Thomsen, som for nuværende ikke ønsker at sætte tal på 2019-resultatet.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.126