23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Aulum, Herning, Holstebro, Ørnhøj, Tjørring, Stubbæk, Sønder Omme, København, Lyngby, Hillerød og Fuglebjerg

REGION MIDTJYLLAND

AULUM
Varmepumpe
Aulum Fjernvarme A.M.B.A har anmodet Herning Kommune om kommunegaranti for lån på i alt 25,5 mio. kr. til etablering af varmepumpeanlæg. Herning Byråd besluttede forleden at sige ja til ansøgningen.

HERNING
Cafefunktion
Herning Byråd har frigivet 1,2 mio. kr. til etablering af cafefunktion til Bo- og Støttecenter Herning. Cafefunktionen etableres på Dueoddevej i Tre Birkes lokaler.

HOLSTEBRO
Ombygning
Holstebro Byråd har godkendt forslag til lokalplan nr. 1173 for boliger i Godsbygningen i Holstebro, som herefter fremlægges i offentlig høring i fire uger.

Lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af et ønske om at ombygge den tidligere Godsbygning til 23 mindre boliger inden for rammerne af den eksisterende bygning og den senere opførte tilbygning.

Det skal så vidt muligt sikres, at den udvendige ombygning af Godsbygningen sker under hensyn til det oprindelige udtryk, så det fremgår, at der er tale om den tidligere godsbygning. Der kan dog stadig tilføjes elementer som vinduer, døre og lignende, der sikrer funktionalitet, lys og adgang til boligerne.

Godsbygningen står tom og har i dag ingen anvendelse.

ØRNHØJ
Udbygning af plejehjem
På baggrund af et ønske om en udvidelse af Ørnhøj Friplejehjem med flere boliger er der udarbejdet forslag til nyt plangrundlag.

Planforslagene skal muliggøre udvidelsen i form af en tilbygning nordvest for det eksisterende plejehjem, samt en ændring af trafikale adgangs- og parkeringsforhold.

Byplanudvalget i Herning Kommune havde forslagene på dagsordenen forleden og anbefaler, at forslagene godkendes.

TJØRRING
Boliger og detailhandel
Et konsortium har fremsendt skitseforslag med ansøgning om gennemførelse af ny lokalplanlægning for etablering af boliger og butikker ved Gavnøvej i Tjørring til Herning Kommune, som blandt andet omfatter det tidligere Lundgårdcenter.

Konsortiet søger om mulighed for at realisere et projekt, som indeholder 54 boliger som etagebyggeri, og for at skabe omkring 3.700 kvm butiksareal via omdannelse af det eksisterende og nyetablering.

Der er tale om en omfattende omdannelse af centerområdet, som blandt andet omfatter nedrivning af en stor del af den eksisterende bebyggelse.

Boligerne tænkes opført i fire boligblokke i tre etager med 12-15 boliger i hver. Alle boliger i stueplan har små private haver og terrasser, øvrige boliger har altaner.

Byplanudvalget har godkendt, at den ønskede lokalplanlægning sættes i gang.

REGION SYDDANMARK

STUBBÆK
Tagrenovering
Aabenraa Byråd har sagt ja til at stille kommunegaranti på 0,960 mio. kr. i forbindelse med tagrenovering af Aabenraa Andelsboligforening afdeling 27 på Byvænget 1A - 3K i Stubbæk.

Salus Boligadministration oplyser til kommunen, at tagrenoveringen er nødvendig for ejendommen, idet der er tagplader med afskalninger på bølgetoppe og pladekanter. Nogle afskalninger er så store, at der er huller i taget. Den samlede omkostning for tagrenoveringen anslås til 1,479 mio. kr.

SØNDER OMME
Rækkehuse
Billund Kommune har modtaget ansøgning om udarbejdelse af lokalplan for opførelse af rækkehusbebyggelse med otte boliger syd for Hovedgaden i Sønder Omme. Hensigten er at opføre udlejningsboliger.

Teknik- og Miljøudvalget besluttede forleden, at den ønskede lokalplanlægning kan sættes i gang.

REGION HOVEDSTADEN

KØBENHAVN
Pumpestation
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune har besluttet at sende forslag til lokalplan "Pumpestationen", Vesterbro/Kgs. Enghave i offentlig høring i otte uger. Forslaget vil gøre det muligt for Hofor at etablere en pumpestation mellem Kalvebod Brygge 45 og 47 til udledning af skybrudsvand i havnen.

Som led i Københavns Kommunes overordnede klimatilpasningsplan har Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune lavet en skybrudsplan. Som en del af skybrudsplanen skal skybrudsvand ledes fra Frederiksberg og Vesterbro til Københavns Havn via en underjordisk skybrudstunnel til en pumpestation ved Kalvebod Brygge, hvor det pumpes ud i havnen.

Pumpestationen består af et stort underjordisk teknikanlæg og en bygning over terræn. Over terræn består pumpestationen af to sammenhængende cirkulære bygninger, en lav del på cirka fire meter og en højere del på cirka seks meter.

Arealet, der omkranser pumpestationen, skal indrettes med mulighed for ophold samt informatinstavler om skybrud og pumpestationens funktion og kik ind til pumpestationens teknik.

LYNGBY
Bydelsudvikling
Byplanudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune har sagt god for, at der udarbejdes tillæg til kommuneplanen og en rammelokalplan for Fremtidens Firskovvej på baggrund af den udviklings- og helhedsplan, der er udarbejdet, og som nu indstilles til kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse.

Udviklings- og helhedsplanen fastlægger en række principper og overvejelser om den kommende udvikling af området, og der vil være behov for at udarbejde konkrete projektlokalplaner, når forskellige projekter ønskes gennemført.

Et af i alt seks principper i udviklings- og helhedsplanen er, at Firskovvej skal være en tæt og blandet bydel.

HILLERØD
Boliglænger
Hillerød Byråd har godkendt forslag til Lokalplan 441 for boliglænger ved Slangerupgade og et tilhørende kommuneplantillæg, som herefter fremlægges i offentlig høring i otte uger.

Lokalplanområdet ligger centralt i Hillerød og er et område med en blanding af boliger og erhverv. Med det nye plangrundlag bliver der mulighed for at fortætte området med nye etageboliger.

Den konkrete plan er at opføre to længehuse, der tilpasser sig omgivelserne, sådan at bebyggelsen fremstår urbant mod Slangerupgade og med villa-udseende mod det tilstødende villakvarter mod øst og nord.

LYNGBY
Etablering af boliger i tagetage
Byplanudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune har givet dispensation til etablering af tre boliger i tagetagen på Lyngby Hovedgade 87-93.

Det er Hoff & Jørgensen Arkitekter, der har søgt om tilladelse til etablering af boliger i den uudnyttede tageetage.

REGION SJÆLLAND

FUGLEBJERG
Boliger
Næstved Byråd har godkendt forslag til Lokalplan 090 for et boligområde i Fuglebjerg øst, som herefter fremlægges i offentlig høring fra i dag og frem til 17. november.

Det nye plangrundlag skal over tid gøre det muligt at opføre op til 90 nye boliger fordelt på rækkehuse, dobbelthuse og parcelhuse.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.156