Det har været et tilfredsstillende første år for Kjæhr & Trillingsgaard A/S fra Kolding, siden entreprenørfirmaet genstartede forretningen i august sidste år.
Ejerne holder tæt med informationer om omsætning og overskud, men der skal nok blive tjent penge, når selskabet lukker 2019-regnskabet, forsikrer bestyrelsesformand og medejer Kaj Aage Nielsen.
- Vi er kommet i gang, har gode kunder, et godt hold og står også til at tjene en skilling, fortæller han.
Kaj Aage Nielsen ejer selskabet sammen med adm. direktør Christian Trillingsgaard, hvis oldefar Lauritz Trillingsgaard stiftede det oprindelige familiefirma i 1906.
Små armbevægelser
Efter to år med underskud i 2016 og 2017 på henholdsvis 11 mio. kr. og 4 mio. kr. i det tidligere Kjæhr & Trillingsgaard valgte Christian Trillingsgaard sidste år at køre videre i et nyt selskab og afvikle det gamle selskab
Det nye setup gik Kaj Aage Nielsen med i. Efter at have været i gang i godt et år er status, at forretningen kører, som den skal.
Selskabet har i øjeblikket projekter i Kolding, København, Esbjerg, Skovlunde og Skodsborg og nye undervejs i Odense, Amager og Padborg, ifølge bestyrelsesformanden.
For et år siden var der otte ansatte. Nu er der ni. Det understreger, at Kjæhr & Trillingsgaard ikke kører med store vækstplaner.
- Vi går ikke efter at blive den største eller næststørste. Vi skal have en god butik med fokus på ordentlighed, siger Kaj Aage Nielsen.
Genskabt Kolding-firma står til overskud i første år
Entreprenørfirmaet Kjæhr & Trillingsgaard A/S startede sidste år forfra i et nyt setup