REGION HOVEDSTADEN
HUMLEBÆK
Trafiksanering
Fredensborg Byråd har godkend et projekt for trafiksanering af Gl. Strandvej - Humlebæk Fiskerleje.
Projektet er udviklet af administrationen i samarbejde med en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for de 32 grundejere på vejen i samarbejde med en ekstern rådgiver.
Trafiksaneringen omfatter blandt andet bump og vejindsnævring i hver ende af projektstrækningen fra både nord og syd, asymmetriske heller på strækningen, parkeringsbåse, en minirundkørsel i det trebenede kryds Havnevej/Gl. Strandvej og forbedring af overkørslen fra Humlebæk Strandvej til Gl. Strandvej. Her bliver der anlagt brostensbånd i overgangen fra kørebane til cykelsti og igen fra fortov til kørebane.
Der er afsat 2,0 mio. kr. til projektet. Der er hidtil brugt cirka 135.000 kr., og det forventes, at anlægsarbejdet kan gennemføres for de restende midler. Anlægsperioden forventes at være oktober - november 2019.
REGION SJÆLLAND
NYKØBING SJÆLLAND
Fjernvarmeforsyning
Miljø- og Klimaudvalget i Odsherred Kommune har godkendt et projektforslag for fjernvarmeforsyning af 55 enfamiliehuse langs Mosbyvej og ved Egebjergvej 121-129 i Nykøbing Sjælland endeligt.
Nykøbing Sj. Varmeværk etablerer cirka 1 km fjernvarmehovedledning fra Annebergparken og frem til Egebjergvej og tilslutter nye kunder med stikledninger fra hovedledningen. Anlægsinvesteringerne er angivet til i alt 4,5 mio. kr. eksklusive moms.
REGION SYDDANMARK
SKÆRBÆK
Boligområde
Fredericia Byråd har godkendt forslag til lokalplan 366 Boliger ved Overmarken, som herefter sendes i offentlig høring i fire uger.
Lokalplanens formål er at give mulighed for opførelse af åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse i området Overmarken i Skærbæk i overensstemmelse med ønskerne fra ejeren af området.
Lokalplanområdet udgør cirka 37.000 kvm og må udstykkes til åben-lav boligbebyggelse med en minimumsgrundstørrelse på 700 kvm og til tæt-lav boligbebyggelse med en minimumsgrundstørrelse på 400 kvm.
REGION MIDTJYLLAND
AARHUS
Vejudbygning
Viborgvej i Aarhus skal ifølge planerne udbygges til fire spor på strækningen fra Sommervej til Tilst Vestervej. Forleden blev et skitseprojekt, der beskriver et hovedforslag med alternative løsninger på to del-projekter samt eventuelle tilvag godkendt af Aarhus byråd som basis for miljøvurderingen. Det blev også besluttet at sende miljøvurderingen i høring.
Viborgvej er en af de centrale indfaldsveje til Aarhus, og der er kapacitetsproblemer i myldretiden.
SILKEBORG
Supercykelstier
I Budgetaftale 2019 afsatte Silkeborg Byråd penge til at få undersøgt, hvordan cykelstinettet i Silkeborg kan kædes bedre sammen for at skabe gode cykelforbindelser med særlig fokus på en sammenkobling af banestierne med Silkeborg Midtby. Undersøgelsen er nu færdig og giver en række anbefalinger.
Plan- og Vejudvalget havde undersøgelsen på dagsordenen forleden, hvor resultaterne og principperne for anlæggelse af supercykelstiblev præsenteret. Udvalget godkendte, at de præsenterede projekter tages til efterretning og indarbejdes i kommuneplanen, og at undersøgelsens principper i fremtiden anvendes som grundlag for den videre projektmodning af supercykelstier.
SILKEBORG
Gågader og torv
Der er udarbejdet et endeligt skitseforslag for indretning af gågaderne og Søndertorv i Silkeborg, og det blev godkendt til brug for den videre projektering af Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune forleden.
Skitseforslagets disponeringen af byrummene tilgodeser de ønsker, der kom ind i den borgerinddragende fase, hvor det overvejende handler om at få Silkeborgs grønne omgivelser ind i gågaderne i form af mere grønt og vand, skabe stemning og identitet i gaderne og at styre trafikken målrettet.
Gågaderne indrettes med grønne øer og opstammede træer udvalgte steder gennem gaderne, som giver byrummene et stemningsfuldt og afvekslende miljø samtidig med at det giver klimagevinster. Med en midterzone på cirka 2,5 meter til de grønne øer er der mulighed for at kombinere med udeservering og ophold og leg. En samlet belægningsflade spændes ud fra facade til facade og består af tegl i et enkelt mønster. Belysning foreslås som wireophængt for at begrænse mængden af elementer i de smalle gader eventuelt suppleret med slanke belysningsmaster ved facaden enkelte steder. Ydermere foreslås spots monteret på facader ved plantebedene, for at få belyst træerne. Legeelementer placeres for hver cirka 100 meter.
Anlægsopgaven forventes sendt i udbud ved juletid, og i marts måned næste år sættes anlægsarbejdet ifølge planerne i gang.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Humlebæk, Nykøbing Sjælland, Skærbæk, Aarhus og Silkeborg